Lausibot Bharsyang

Previous Next

Lausibot Bharsyang er en landsby med 100 husstande, som ligger en to timers kørsel fra Syangja. Med starten på monsunen, er det umuligt at køre helt til landsbyen, fordi vejen er meget mudret og på grund af risikoen for jordskred. Vi kom derfor lidt senere frem, hvor femten mænd og elve kvinder ventede os med mælke te og god stemning.   

Geografiske detaljer

Lausibot Bharsyang er ward 1 i Wangsing Deuralli Village Development Community (VDC) og ligger en to timers kørsel i firehjulstrækker fra distriktet hovedkvarter, Syangja. Turen tager dig gennem den smukke Andhi Khola dal og op at Panchasse bjerget. De sidste 30 minutter er en stejlvandring op ad bjerget, eftersom vejen er blevet nedbrudt af monsunen.

Befolkning

Der bor 100 Brahmin og Chhetri familier i Lausibot Bharsyang, med 199 kvinder, 221 mænd, 68 drenge og 69 piger. Deraf er 15 enker, som fra 2017 vil få udbetalt NPR 2000 per måned, men som indtil nu kun har fået NPR 500 per måned i statsstøtte. Lausibot Bharsyangs fire handicappede får også kun NPR 6000 per måned. De mest udsatte er derfor enkerne, de handicappede og en af kvinderne som tilhører Brahmin kasten, fordi kvinderettigheder i den kaste er meget undervurderede. En anden udsat gruppe er ti husstande der næsten ingen jord ejer, som for eksempel en familie på 17 (7 døtre og 2 sønner). De har stort sige ingen faste indtægter og skal spare sammen for at til af kunne gifte deres 7 døtre væk. 

Uddannelse

I Lausibot Bharsyang er analfabetisme blandt den ældre generation 95%, mens alle børn går i skole, selv om den ligger 45 minutters gang fra landsbyen. De yngre børn bliver derfor nødt til at blive båret af deres forældre eller ældre søskende. Selv om der er gode sanitære forhold, er der begrænset adgang til vand, og børnene bliver nødt til at tage deres egne vandflasker med. 

Indkomst og beskæftigelse

Der er 22 statsansatte i Lausibot Bharsyang. Ti er lærere, mens de andre arbejder som betjente, i hæren eller som offentligt ansatte.  Yderlige 45 fra landsbyen arbejder i udlandet, for det meste i Mellemøsten, Malaysia og Indien som ufaglært arbejdskraft.  De der er tilbage i landsbyen, arbejder for det meste i marken ved at planter ris, majs og hirse. Nogle få som har mulighed for at sælge deres appelsiner, mangoer, papayas, guavas og bananer på det nærmeste marked, som ligge en times gang fra landsbyen. Kvinderne arbejder hovedsagligt med husholdningsarbejde, samt at samle græs og hjælpe til med ris plantningen.

Faciliteter

Lausibot Bharsyang har et lille tempel, som desværre blev ødelagt under jordskælvet i 2015, ligesom 10 af landsbyens huse, som blev fuldstændigt ødelagt. Ingen af de berørte familier har haft det økonomiske overskud til at genbygge deres hjem, og de venter stadig på at få NPR 25.000 i statsstøtte.

De fleste huse har elektricitet, men den forvinder ofte fordi transformatoren nemt stopper. Landsbyen er forsynet med vand fra en kilde som ligger to timer væk. Der er en gruppe frivillige hver uge går de 4km til kildens udspring for at vaske, reparere og vedligeholde den, for at sikre vandforsyningen i landsbyen. Der er omkring 5 % som ikke har adgang til et rigtigt toilet. Der er kommet en ny lov fra VDCen om at alle skal udskifte deres ildsteder med røgfri ildsteder, hvilket de fleste har fået gjort. Der er dog stadig nogen familier som venter på at få hjælp til at installere de nye ildsæder. Landsbyen har ikke nogen fællesbygning, men får sommetider lov til at låne den i nabolandbyen. 

Adgang

Det er meget svært at komme til Lausibot Bharsyang, specielt i monsun tiden hvor der er forhøjet risici for jordskred på den stejle og mudrede vej. VDCen understøtter derfor landsbyen i deres ønske om at forbedre vejen og har også hjulpet med at få lavet en hængebro mellem to landsbyer. Det er dog stadigt meget svært at få lægehjælp. Den nærmeste sundhedsklinik ligger en halv andens timers gang op ad bjerget, og der er også derfor at en helbredsmødregruppe er blevet lavet.  

Fælleskabsånden

Lausibot Bharsyang har to mødregrupper. Den ene har bygget et mødrehus, som også bliver brugt til at holde informationmøder til mødre med børn. De giver sundheds og sanitetsråd, underviser om faren for orm og holder kostorienteringsmøder. De hjælper også gravide kvinder, men uden en jordmor i området, bliver de gravide kvinder dog nødt til at rejse med bussen i mindst 2 timer for at komme til nærmeste fødeklinik i Pokhara eller de må føde hjemme. Den anden mødregruppe kontrollere alkoholmisbrug og indsamler donationer som har medført at de har haft råd til at købe store potter og gryder for at kunne lave mad når der skal holdes større ceremonier og fester.

Børneklubben venter stadig på at fællesbygningen bliver færdig, så de har et sted de kan holde deres undervisningsprogrammer på miljøbevidstheds-, børne -og undervisningsdagene. Ungdomsklubben er ansvarlige for at indsamle afflad, reparere stierne og vandkanalerne og hjælpe de ældre med at komme til sundhedsklinikken.

Der er også en fællesskovgruppe som beskytter skoven, udøver reetablerings -og plantingsprojekter og indsamler brænde. De bekæmper også skovbrande, hvilke de havde mange af sidste år. 

Tidligere understøtning til landsbyen

Care Nepal har tidligere hjulpet med et vandforsyningsprojekt i landsbyen. Det er dog 15 år siden, og Lausibot Bharsyang har ikke fået yderlige hjælp siden.

Lausibot Bharsyangs største behov

  1. Landsbyen ville gerne lave fællesbygningen færdig
  2. Der er brug for at køre et hygiejne program
  3. Mere hjælp til enkerne
  4. Undervisning og bedre maskiner og udstyr til bønderne, så som kvalitets såsæd
  5. Adgang: i monsun sæsonen er landsbyen kun tilgængelig af de små stier og ligger generelt meget afsides

Personlig historie

Sita Lamichhane blev enke for 8 måneder siden, da hendes mand døde i en bilulykke mens han arbejde i Saudi-Arabien. Hun er nu alene med 3 unge døtre og en søn. Hun har ingen indkomst og er kun berettiget til NPR 500 om måneden i statsstøtte indtil slutningen af dette kalenderår. Hun vil dog senere få NPR 2000. Sita ejer ingen jord og bliver nødt til at arbejde for andre bønder for at få en lille daglig indtægt. Hun samler også græs til sin bøffel og to geder og hun prøver at sørge for at der er penge til børnenes skoleuniform. Derudover er Sita en af de uheldige som blev ramt af jordskælvet, hvilket hav store revner i hendes hus. Hun er blevet nødt til at tage forskellige lån både fra en privat låner (med 25% rente) og fra opsparingsgruppen (14%), for at overleve. Sita er desperat og beder om hjælp.

Personlig historie 2

Tham Narayan er en 29-årig iværksætter. Han bor med sin forældre, sin kone, sin 7-årig datter og 5-årige søn. Han passer også sin niece, fordi hans søster og hendes mand begge er handicappede og meget fattige. Tham var oprindeligt bonde ligesom hans far, men er fornyligt blevet lære i samfundskundskab for elever i 8 til 10. klasse i nabolandsbyens skole. Dermed tjener Tham nu NPR 25.000 om måneden.

Ligesom nogle få andre af de unge mænd i landsbyen, er Tham god til engelsk og forklarede at han er bekymret for landsbyens fremtid med alle de unge som søger arbejde i udlandet. Han tror på, at hvis der var nok selvforsørgende erhvervsaktiviteter i landsbyen, så ville folk blive der. Tham har derfor investeret i en bananplantage hvor han kan tjene op til NPR 50.000 om året. Han kan sælge en stor bananklase for mellem NPR 500 og 700 på marked, som ligger 45min gang ned ad bjerget. Fordi Tham er forbillede for andre i landsbyen, er han bange for at de andre ikke vil følge hans eksempel, hvis hans bananprojekt ikke lykkes. Han vil derfor gerne lære hvordan man bekæmper de insekter som sider på hans bananplanter, så han kan sikre sig et godt resultat.

logo1

Strandvejen 154
2920 Charlottenlund

Tlf. 29 21 95 30

CVR nr. 33985339

info@trianglen.nu

               facebook 1