Mulabari

Ufrugtbar jord og afsides beliggenhed gør Mulabari til en af de mere udsatte landsbyer i området. Drikkevand er svært tilgængeligt i vintermånederne, og landsbyboerne må gå 3-4 km af bjergstierne for at hente det. De 158 indbyggere har flere initiativer i gang for at forbedre forholdene i deres landsby, de er blandt andet i gang med at bygge røgfrie komfurer, men de har brug for hjælp til b.la. at kunne opsamle vand til kunstvanding, og forbedre deres muligheder for at få rent drikkevand.

Område og beliggenhed

Mulabari ligger i Wangsing VDC (village development committee) i Syangja-distriktet. Der er 30 km til nærmeste større by, ca. 3 timers kørsel af ujævne bjergveje i jeep. Landsbyen ligger i 18-1900 m. højde, og med udsigt udover bjergene, dalene og terrasserne med ris.

Indbyggere og levevilkår

Der bor 158 beboerere i Mulabari, hvoraf 70 er mænd, 50 er kvinder og resten er børn. De bor i 22 huse, altså næsten alle bor 3 generationer under samme tag. Af de 22 familier er 4 Dalitter – kasteløse. Alle familier ejer egen jord, men især for Dalit-familierne er det ikke nok til at dække fra hånden til munden. Ingen i landsbyen har land eller ressourcer nok til at være selvforsynende hele året rundt, og har brug for anden indtægtskilde til at supplere deres landbrug. Det er svært at finde i Syangja-distriktet, og står som lidt af et mysterium hvordan folkene her i landområderne får det til at løbe rundt.

Mulabari er en af de mere udsatte landsbyer i området, fordi deres jord er ufrugtbar og der ikke kan produceres særlig meget på deres marker. Derudover ligger landsbyen også afsides. Der er en grusvej, hvor der i teorien kan køre en jeep, men den er meget ujævn og svært fremkommelig, selv for en 4-hjuls-trækker.

Der er adgang til rent drikkevand i sommermånederne, men fra november til marts bliver beboerne nødt til at gå 3 km af stierne, der forbinder landsbyerne for at hente vand.

Skole og sundhed

Der er ikke nogen skole i Mulabari, og børnene må gå en halv time ned af bjergskråningerne for at komme i skole. Alle børn over 5 er tilknyttet en skole i området, men da vi spørger om alle familier har råd til skoleuniformer, skoleartikler etc. lyder svaret: ”Nogen familier er ikke i stand til at bruge penge på deres børn.” 

Der er ikke nogen sundhedsklinik i byen, den nærmeste ”Health Post” ligger 3 km væk. Der er udstyr til førstehjælp, og 3 ansatte, hvoraf de to er egentlige udlærte.

Indbyggernes egne initiativer

Som i mange andre landsbyer i Nepal, er røgen fra indendørs brændekomfurer et stort sundhedsmæssigt problem. Komfurerne står ofte i samme rum hvor man sover, og det er ikke alle steder, hvor der er bygget en skorsten, der kan føre røgen ud af huset. Dét er de i gang med at bygge i husene i Mulabari, da vi besøger landsbyen i nov. 2015. 4 af husene har allerede fået installeret et ”røgfrit komfur,” og murstenene, er ved at blive lavet til de øvrige.

Der er ikke på nuværende tidspunkt andre organisationer der arbejder i Mulabari, men CARE Nepal oprettede i 2007 en opsparings- og låneordning, som stadigvæk kører i Mulabari, og der indsamles hver måned 100 rupee fra hver husstand.

Beboerne i Mulabari behøver hjælp til

  • at bygge et fælleshus hvor der kan holdes møder og varetages det, der er i landsbyens fællesinteresse
  • kunstvanding af deres marker og afgrøder
  • en vandtank som kan opbevare drikkevand i de tørre måneder
  • udbedring af infrastruktur

logo1

Strandvejen 154
2920 Charlottenlund

Tlf. 29 21 95 30

CVR nr. 33985339

info@trianglen.nu

               facebook 1