Trianglen.nu

 

     

VEDTÆGTER

FOR

FORENINGEN TRIANGLEN

 

     

 

§ 1. NAVN OG HJEMSTED

Organisationens navn er Trianglen. Trianglen er stiftet den 3/3 - 2009 som en landsdækkende frivillig forening med hjemsted i Gentofte Kommune.

§ 2. FORMÅL

Trianglen arbejder på et demokratisk og almennyttigt grundlag og har to hovedformål.

1. Det er organisationens formål at skabe bedre fysiske og økonomiske rammer i nepalesiske og ugandiske landsbyer, samt at styrke demokratisering og skabe socialt ligeværd.

2. Det er organisationens formål at udnytte internettets muligheder for at fremme solidaritet og internationalt samarbejde imellem de tre lande: Danmark - Nepal - Uganda. At skabe en direkte, åben og ligeværdig dialog, der fremmer ægte engagement og global indsigt.

§ 3. AKTIVITETER

Trianglen koordinerer udviklingstiltag i et samarbejde mellem grupper i Danmark og landsbykomiteer i Nepal og Uganda.

Det lokale demokrati i landsbyerne styrkes gennem konkrete selvhjælpsprojekter, og danske grupper får mulighed for at bidrage til udviklingen på en direkte måde gennem Trianglens hjemmeside.

§ 4. ØKONOMI

1. Organisationen er en frivillig forening.

2. Organisationen finansierer sine aktiviteter:

- ved at indsamle midler fra offentligheden i Danmark
- ved at søge finansiel støtte fra offentlige og private kilder
- på enhver anden måde, der er i overensstemmelse med organisationens formål og almennyttige karakter

3. Regnskab og revision

Organisationen udarbejder et årsregnskab, der følger kalenderåret. Regnskabet påtegnes/revideres af statsautoriseret eller registreret revisor.

4. Ingen skal kunne drage økonomisk fordel af organisationens midler, hverken gennem urimelig betaling for ydelser eller gennem aktiviteter, der ikke er omfattet af organisationens formål.

5. Trianglen hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke Trianglens bestyrelse eller medlemmer nogen personlig hæftelse.

§ 5. ORGANISATIONENS STRUKTUR

Trianglen er en medlemsforening. Medlemmer er de, der som deltagere i en støttegruppe for en landsby har bidraget til den årlige støtte til landsbyen og derudover indbetalt et årligt kontingent. Støtte til en landsby udløser ét gratis medlemskab. Medlemskabet aktiveres så snart betaling til landsbyen og kontingentet er sket. Medlemskabet bortfalder, såfremt de nævnte indbetalinger ikke har fundet sted inden for det første kvartal af kalenderåret. En støttegruppe kan have op til 20 medlemmer.

Til støtte for Trianglens arbejde har foreningen derudover en kreds af bidragydere.

Organisationen ledes af bestyrelsen, som vælges af generalforsamlingen.

Den daglige ledelse udpeges af bestyrelsen.

§ 6. GENERALFORSAMLINGEN

1. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af juni måned.

2. Generalforsamlingen udgøres af medlemmerne og de bidragydere, der har indbetalt bidrag i løbet af årets første kvartal. Stemmeberettiget er med én stemme hvert medlem, der er fyldt 18 år.

3. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Beretning om foreningens arbejde det forløbne år, samt godkendelse heraf
- Godkendelse af revideret årsregnskab
- Vedtagelse af arbejdsplan og budget
- Fastlæggelse af størrelsen af landsbystøtte, kontingent og minimumsbidrag
- Indkomne forslag
- Valg af bestyrelse og suppleanter. Kun medlemmer er valgbare.
- Valg af revisor
- Evt.

4. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer, sekretær, bestyrelsesmedlemmer, samt to suppleanter. Bestyrelsens medlemmer vælges for tre år ad gangen. Ved generalforsamlingen i juni 2011 vælges to medlemmer for et år og to medlemmer for to år. Genvalg er muligt.

5. Indkaldelse med dagsorden skal udsendes mindst 3 uger inden generalforsamlingen.

6. Indkomne forslag samt kandidatur til bestyrelsen skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen.

7. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsen finder det påkrævet, eller når en tredjedel af medlemmerne - med angivelse af dagsorden - skriftligt begærer det over for bestyrelsen. En ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 5 uger efter en sådan anmodning og skal indkaldes med mindst 3 ugers varsel.

8. Der udarbejdes referat af alle møder.

9. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

10. Vedtægtsændringer kræver, at 2/3 af de til generalforsamlingen fremmødte medlemmer tiltræder forslaget.

§ 7. BESTYRELSEN

1. Foreningens daglige ledelse varetages af bestyrelsen, der består af 5-7 medlemmer samt 2 suppleanter.

2. Bestyrelsen repræsenterer organisationen udadtil og er over for generalforsamlingen ansvarlig for, at organisationens aktiviteter udøves i overensstemmelse med nærværende vedtægter.

3. Bestyrelsen kan udarbejde en forretningsorden for udførelsen af sit arbejde.

4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden - i dennes forfald næstformanden - samt yderligere tre bestyrelsesmedlemmer er til stede.

5. Formanden og næstformanden er hver især bemyndiget til at tegne organisationen sammen med et andet medlem af bestyrelsen.

6. Bestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper af frivillige og/eller eksterne kompetencepersoner til varetagelse af nærmere definerede opgaver eller projekter inden for organisationens formål.

§ 8. OPLØSNING AF ORGANISATIONEN

Organisationen kan opløses, når mindst 3/4 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 6 måneders mellemrum.

Ved organisationens opløsning beslutter generalforsamlingen, hvilke(t) formål evt. midler skal gå til. Disse (dette) formål skal være i overensstemmelse med Trianglens formål.

.

Vedtaget på stiftende generalforsamling den 3/3 2009, med ændringer vedtaget på generalforsamlingerne den 15/6 2011, den 6/6 2013 og den 21/6 2015.

 

 


Hvad er Trianglen

Trianglen er en anderledes udviklingsorganisation, der skaber kontakt mellem familier, foreninger eller firmaer i Danmark og landsbyer i Uganda og Nepal.

Uganda i billeder

ug-5-hns-slges.jpg

Nepal i billeder

20150719_120820.jpg