Eneste slumområde i det østlige Uganda
Kasoli A er et reelt slumområde, faktisk det eneste i det østlige Uganda. Her bor og lever Tororos allerfattigste. 70 familier er registreret, men et større antal tilflyttere er klemt sammen i de små boliger. Især mange unge mænd er søgt hertil fra landområderne, og på grund af den tætte bebyggelse og den store arbejdsløshed er området plaget af druk, vold, narko og kriminalitet.
Her ER rent faktisk ingen jobs at få, og energi til selv at starte noget er for længst taget fra disse unge. Dette skyldes manglende uddannelse (mange er droppet tidligt ud af skolen, fordi skolepenge ikke var til stede), manglende støtte fra myndighederne og ikke-eksisterende muligheder for at skaffe startkapital.
Er man først flyttet til Kasoli A, er det vanskeligt at komme væk igen. Trianglen mødte for ni år siden en kvik 14-årig pige, Mary, der havde sin fire måneder gamle søn, Simon på ryggen. Siden har vi besøgt Mary jævnligt og fulgt med i
hendes udvikling. Det har handlet om Simon, der faldt ind i et bål og i dag har en stiv arm, fordi der ikke var penge til rigtig behandling. Og det har handlet om voldelige kærester og besvær med at skaffe mad. Simons far forsvandt, og i dag har Mary tre børn med tre forskellige fædre. Som mange andre kvinder i Kasoli A tjener Mary penge ved at sælge hjemmebrygget øl. Hendes indtjening sikrer ét måltid om dagen.
De unge mænds hverdag
David Owiidi, Trianglens koordinator, har talt med lokalrådsformanden. Udfordringerne er først og fremmest at støtte de unge – og give dem noget at foretage sig, siger han. Hvis vi ikke kan give dem uddannelse og arbejde, kan vi i hvert fald støtte med fritidsaktiviteter. Her er den bedste idé at starte organiseret fodboldtræning!
De fortæller, at en typisk dag for de unge mænd starter med at gå over i skoven og ryge marihuana, derefter videre til markedspladsen, hvor de hænger ud resten af dagen og drikker den lokale øl – malwa, der er bygget på hirse og gær.
Beboerne bor oftest i ringe, lejede lerklinede huse, hvor husejerne intet gør for at vedligeholde og forbedre. Da huslejen er svær at inddrage hos de fattigste, er der hver den 1. i måneden folk, der sættes på gaden. Hos nye lejere kræver husejerne flere måneders husleje forud. Det bringer folk i gæld, da pengene må lånes andre steder, ofte til høje renter.
De hygiejniske forhold og affaldsproblemer er også områder, der bør gøres noget ved, og man kunne starte med at bygge offentlige toiletter ved markedspladsen, mener lokalrådformanden.
Hiv og kvinders rettigheder
Den tredje problemstilling er hiv/aids situationen. Mange unge kvinder bliver hiv-smittede, fordi de ikke kan forhandle sikker sex med deres partner. Og det med kondom er ikke så populært blandt de unge mænd. Voldtægter, vold og tvungen sex er almindeligt, og de unge kvinder har ikke mulighed for at få deres sager prøvet gennem retssystemet. Det koster penge.
Desuden har disse kvinder svært ved at opnå hiv-behandling, fordi deres kærester nægter at gå med til sundhedsklinikken (hvilket kræves for at opnå ARV-behandling) eller forbyder kvinderne at gå derhen, fordi det så bliver tydeligt, at der er hiv i familien.
JudithJudith går fra hus til hus
Judith Apai er én af dem, der arbejder frivilligt i kampen mod aids. Hun er 46 år, enke med fire sønner, og hun har været hiv-smittet i 8 år. Hun går på hjemmebesøg og opfordrer til rådgivning og hiv-testning, fortæller om familieplanlægning, uddeler kondomer og fastholder de hiv-smittede i at få taget deres medicin som foreskrevet.
Kvinderne siger, at det er udmattende at tage den stærke medicin, når de ikke samtidig får ordentlig mad.
Da bankerne ikke vil låne penge til hiv-smittede, mener Judith, at kvinderne især har behov for et mikro-låneprogram, så kvinderne kan skabe sig indtægter til mad gennem ‘small businesses’.
Foruden at støtte hiv-kvindegrupper med oplysning og mikrolån, kunne man opstille fodholdhold for de unge mænd på betingelse af deltagelse i hiv-kurser, brug af kondom og om nødvendigheden af hiv-testning og –behandling.
