I Pakhere bor 45 familier i et naturskønt område med udsigt over de snehvide Annapurna bjerge og Bagere Bazar, som er hovedbyen i Bheerkot kommunen. Ifølge den nepalesiske regering har området et godt turistpotentiale, men beboerne har ikke midlerne til at udvikle området i den retning.
Indtjeningsmuligheder i Pakhere
I Pakhere, og i det hele taget i Syangja regionen, er indtjeningsmulighederne dårlige, hvilket har fået mange til at taget til udlandet for at tjene penge. En del familier lever desuden af pension fra den indiske hær, hvor mange mænd har gjort tjeneste gennem årene. Bortset fra disse eksterne midler lever beboerne af landbrug og dyrker især hirse, ris og majs. Efter Trianglen begyndte at støtte byen, tager mange også mikrolån og investerer i nye typer af afgrøder, såsom hvidløg, ingefær og mange slags grøntsager.
Kvindegruppe og ungdomsklub
I Pakhere er der både en kvindeklub og en ungdomsklub som samarbejder om fælles projekter. De synger og danser under festivaler for at rejse penge til at udføre fælles projekter. Noget af det første Pakhere investerede i for Trianglens midler var volleyballnet og bolde, så ungdomsklubben kunne deltage i turneringer. Nu har landsbyen samlet penge ind og har bygget et fælleshus, hvor grupperne kan mødes, og hvor pokalerne fra ungdomsklubbens volleyturneringer er udstillet.
Hvordan er Trianglens midler blevet brugt?
En gang om måneden mødes landsbyens medlemmer med Trianglen komitéen, hvor de diskuterer hvordan det går med mikrolånene og deres fremtidige planer for byen.
Gennem årene er pengene blevet brugt til legater, så de fattigste børn kan komme i skole og på permanente toiletter til de familier med færrest midler. Alle familier i byen har også bygget et røgfrit komfur for Trianglen donationen.
Men i Pakhere er de fleste af midlerne fra de danske donorer blevet brugt på mikrolån til de fattigste beboere i byen. I begyndelsen blev mikrolånene brugt på geder og høns, men i dag er formålene mere varierede, og lånene bliver både brugt på at investere i nye typer afgrøder og på andre indkomstskabende aktiviteter. I fremtiden håber beboerne på at kunne forarbejde deres afgrøder og for eksempel lave ketchup, som de kan sælge.
Opdateret: 12.11.2019