Trianglens generalforsamling den 7.4.2019

Generalforsamling afholdt 7.4.2019

Trianglens generalforsmaling blev afholdt søndag den 7. april kl. 11.00 til 13.00  i foreningens lokaler på Strandvejen 154 i Charlottenlund.

 

Referat

Dagsorden:

  1. 1. Valg af dirigent
  2. 2. Valg af referent
  3. 3. Beretning om foreningens arbejde det forløbne år, samt godkendelse heraf (se årsberetningen her)
  4. 4. Godkendelse af revideret årsregnskab
  5. 5. Vedtagelse af arbejdsplan og budget
  6. 6. Fastlæggelse af størrelsen af landsbystøtte, kontingent og minimumsbidrag
  7. 7. Orientering om medlemsrejse til Nepal
  8. 8. Indkomne forslag (Forslag, som kan behandles på generalforsamlingen, samt kandidatur til bestyrelsen skal være bestyrelsen i hænde senest 24. marts 2019)
  9. 9. Valg af bestyrelse og suppleanter. Kun medlemmer er valgbare.
  10. 10. Valg af revisor
  11. 11. Evt.
  12. 12. Frokost kl. ca. 13-14

Velkomst ved formanden Christian Kruse, som kunne være godt tilfreds med Foreningens arbejde og udvikling gennem de sidste 10 år.

Efter velkomsten fortalte Jakob Jespersen, der har været konsulent på demokratiprojektet,  om opbygningen af de demokratiske  processer, evalueringer og antikorruptionstiltag i landsbyerne. Gennemgangen var suppleret med tilhørende billeddokumentation.

Ad 1 Valg af dirigent

Peter Marinus blev valgt til dirigent.

Ad 2 Valg af referent

Jens Chr. Jacobsen blev valgt til referent.

Ad 3 Formandens beretning

Beretningen var udsendt på forhånd og er optrykt som bilag til dette referat.

I tillæg til rapporten blev det oplyst, at Mona Jensen i indeværende år gennem spejdernes genbrug har skaffet 50.000 kr. til opbygning af IT kapacitet i Trianglens landsbyer. Trianglen vil nu søge om yderligere IT midler gennem CISU.

Efter gennemgang af beretningen var der mulighed for at stille spørgsmål.

Spørgsmålet om at inddrage medlemmerne mere aktivt i Trianglens arbejde vil blive drøftet i bestyrelsen.

Albert Wright spurgte til de problemer, der har været med afsætning af produkter fra det økologiske landbrugsprojekt i Kavre, og hvordan man kan styrke markedsføringen. Christian Kruse svarede, at afsætningen af de økologiske produkter fortsat er et problem, men at de midler, der er til overs i projektet bl.a. ville blive brugt på at styrke afsætningen, ligesom der fortsat vil ske oplæring af lead farmers. Siden årsskiftet er der etableret tre steder for indhentning og i Nagarkot oprettet et centralt marked for afsætning af produkterne til hotellerne. Hotelejerne er meget interesserede i at aftage økologiske produkter, men sortimentet er endnu ikke bredt nok.

Herefter blev beretningen godkendt af generalforsamlingen.

Ad 4 Godkendelse af regnskab

Kassereren gennemgik regnskabet for 2018.

Albert Wright spurgte til, hvorledes CISU projekterne spillede sammen med Trianglens kerneaktivitet i landsbyerne. Der henvises i denne forbindelse til formandens beretning og arbejdsplanen/budgettet for 2019. Bestyrelsen vil desuden overveje at udsende CISU oversigten om hovedaktiviteterne i CISU projekterne.

Regnskabet blev herefter godkendt af generalforsamlingen.

Ad 5 Arbejdsplan og budget

Kassereren gennemgik budgettet/arbejdsplanen for 2019.

På et spørgsmål om, hvorfor Trianglen skulle have overskud på udsendelse af frivillige, svarede formanden, at der er generelt en stor business ifm udsendelse af frivillige. Trianglens gebyr er på et meget lavt niveau ifht. de øvrige aktører på dette marked. Overskuddet for udsendelse af frivillige skal indgå i en uddannelsesfond til de af Trianglens medarbejdere i Nepal, som tager sig af de udsendte.

Budget og arbejdsplan blev godkendt af generalforsamlingen.

Ad 6 Landsbystøtte, kontingent, minimumsbidrag

Christian Kruse forklarede, at Landsbystøtten på 5000 kr. går ubeskåret til landsbyerne. Medlemskontingentet på de 30 kr. bruges til foreningens drift, mens bidragene ligeledes går ubeskåret til arbejdet i landsbyerne. For at opnå skattefradrag for landsbystøtten og øvrige bidrag til foreningen stiller SKAT krav om, at der er mindst 300 medlemmer og 100 bidragsydere, som yder et bidrag på minimum 200 kr. Han opfordrede derfor landsbystøtterne til at få fyldt op med betalende medlemmer (p.t. maks. 20 medlemmer pr. landsby) samt skaffe bidragsydere som betaler minimum 200 kr. til foreningen.

Bestyrelsen vil nu overveje en vedtægtsændring, som indebærer mulighed for at have flere end 20 medlemmer i hver landsbystøttegruppe.

Det blev godkendt, at landsbystøtten fortsat er 5000 kr. pr. landsby, og at medlemskontingentet udgør 30 kr.

Ad 7 Rejse til Nepal

Rikke Former orienterede om den kommende medlemsrejse til Nepal.

Flyrejsen skal bookes individuelt for at sænke prisen. Rikke deltager som rejseleder. Rejsen er planlagt til at finde sted 8.-20. marts 2020. Pris ca. 12.700 ved 10 deltagere eks. flytransport.

Medlemmerne kan kontakte Rikke for yderligere information om rejsen

Ad 8 Indkomne forslag

Der var ikke indkommet forslag.

Ad 9 Valg af bestyrelse

Dirigenten oplyste, at

Jens Chr. Jacobsen var valgt for perioden 2017-20, og at

Trine Doan, Ulla Strøhbech, Peter Quist-Hoffmann og Rikke Former var valgt i perioden 2018-21

På valg som medlem/suppleant i perioden 2019-22 var Christian Kruse, Lennart Emborg og Ole Jacob Hjøllund ligesom tidligere medlem af bestyrelsen, Jakob Jespersen stillede op. Da der ikke var yderligere opstillede kandidater blev de fire valgt uden afstemning. Bestyrelsen konstituerer sig selv på næstkommende bestyrelsesmøde 8. maj 2019.

Ad 10 Valg af revisor

Generalforsamlingen godkendte, at det statsautoriserede revisionsfirma BDO fortsætter.

Ad 11 Evt. inkl. indlæg fra Hari

Ole Jacob Hjøllund oplyste, at Trianglen nu er Danmarks mest digitale og transparente organisation og bedre end Udenrigsministeriet vedr. IATA certificering.  Formanden takkede Ole Jacob for dette store arbejde.

Dirigenten opfordrede bestyrelsen til for fremtiden ikke at benytte bruge Qutar Airlways ved fremtidige flyvninger til Nepal, idet Qatars værdier ikke stemmer overens med Trianglens på en lang række punkter. Dette spørgsmål drøftes på et kommende bestyrelsesmøde.

Hari fra ASK, som var på efteruddannelse i Danmark, gav som afslutning på generalforsamlingen en kort gennemgang af samarbejdet med Trianglen i de seneste 10 år, herunder en gennemgang af gennemførelsen af de økologiske landbrugsprojekter og demokratiprojektet og de meget positive resultater, der er resultatet af samarbejdet.

Ad 12 Frokost

Generalforsamlingen sluttede med en fælles frokost.

Referent, Jens Chr. Jacobsen:    

Dirigent, Peter Marinus Jensen:

 

 

 

 

logo1

Strandvejen 154
2920 Charlottenlund

Tlf. 29 21 95 30

CVR nr. 33985339

info@trianglen.nu

               facebook 1

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer