Udsendt til donorer og medlemmer 11. oktober 2021
TRIANGLEN NYHEDSBREV, OKTOBER 2021
Ny arbejdsfordeling i Trianglens bestyrelse
Kære medlemmer og donorer
På baggrund af, at Trianglens formand Christian Kruse er under behandling for kræft og i den forbindelse har været igennem et længere hospitalsophold, har bestyrelsen efter aftale med Christian konstitueret Lennart Emborg som midlertidig formand. Christian fortsætter som medlem af bestyrelsen uden konkrete opgaver, indtil han får det bedre.
I Nepal fortsætter det medlemsfinansierede landsbyprogram upåklageligt, og som supplement har Trianglen gang i to store projekter om økologisk landbrug og afsætning af produkterne mm. Projekterne foregår dels i Syangjaområdet og dels i Kavreområdet.
Coronasituationen i landet har været og er stadig alvorlig, og projekterne er som følge heraf enten blevet forsinkede eller kommet senere i gang end planlagt.
I Syangja søger vi CISU om en forlængelse af projektet inden for den eksisterende bevilling. I Kavre er man kommet godt i gang med etablering af økologiske dyrkningsmetoder i 9 nye landsbyer samtidig med, at der også arbejdes med landsbydemokrati og samarbejde med kommunale og regionale myndigheder.
I bestyrelsen vil vi arbejde på at forbedre informationen til Trianglens medlemmer. Dette lille nyhedsbrev er det første initiativ i den retning. Herudover opdateres Trianglens hjemmeside Trianglen.nu, og der arbejdes på at etablere en lukket Facebookgruppe.
Til slut kan bestyrelsen oplyse, at vi også i år forventer at have tilstrækkeligt med medlemmer og donorer til, at vi opfylder SKATs betingelser for skattefradrag for jeres støtte til Trianglens arbejde.
Det er dog fortsat kun med en meget beskeden margin, så fortæl gerne familie og venner om, hvordan man med et beskedent årligt kontingent på 30 kr. eller en en-gangs donation på 200 kr. kan bidrage til, at Trianglen kan fortsætte sit værdifulde arbejde blandt de fattige bønder i Nepal.
Venlig hilsen
Trianglens bestyrelse