Støtte til landsbyer i Nepal
Trianglen arbejder med direkte, effektiv og fuldstændig åben støtte til menneskelig, økonomisk og miljømæssigt bæredygtig udvikling af landsbyer i Nepal.
Fundamentet for foreningens virksomhed er danske familiers og gruppers årlige donation af 5.000 kroner til den landsby, som man vælger at ”adoptere”.
Den danske families støtte har to formål:
Den gør det muligt at samle landsbyens beboere på tværs af køn, kaste, status, alder, etnicitet og hvad der ellers i det stærkt opdelte nepalesiske samfund kan afholde folk fra at arbejde for fælles bedste.
Det er gennem de sidste 10 år lykkedes for Trianglen i 40 landsbyer.
Den bidrager til, at fælles sociale problemer, såsom fattige pigers skolegang, rent vand og toiletter ved skolen, kan løses, samtidig med, at der er penge til lån til fattige familier og enlige, som med små midler kan skabe en indtægtsgivende virksomhed med anvendelse af deres overskud af arbejdskraft.
Trianglens landsbyer har formidlet over 4.000 mikrolån, som med meget få undtagelser alle er tilbagebetalt.
På det stabile, privatfinansierede fundament kan Trianglen ansøge om danske statslige midler til supplerende aktiviteter:
Selvforvaltning:
Uddannelse og oplæring af landsbybeboerne til selv at forvalte deres landsby. Selvforvaltning indebærer evnen til at planlægge for landsbyen, inddrage alle i beslutningerne, undgå diskrimination af udsatte grupper, undgå korruption fra de statslige og lokale myndigheder. Det betyder også udvikling af evnen til at formulere projekter for infrastruktur som veje og vandingssystemer, så landsbyen kan sikre en rimelig del af de offentlige rammebevillinger. det stabile, privatfinansierede fundament kan Trianglen ansøge om danske statslige midler til supplerende aktiviteter:
Økologisk landbrug:
Uddannelse og oplæring af indbyggerne i overgang til langsigtet, bæredygtigt landbrug baseret på moderne økologiske principper. Trianglens partnerorganisation i Nepal, ASK, er af regeringen accepteret som den fremmeste organisation, når det kommer til implementering af miljømæssigt og økonomisk bæredygtigt og effektivt landbrug. Overgangen haster, idet landets landbrugsproduktion som følge af udpining af jorden gennem intensiv anvendelse af kemiske hjælpestoffer falder år for år.
Trianglen har gennem de første 10 år arbejdet med udgangspunkt i, om der var tale om privat eller offentlig finansiering. Fra landsbyernes side har man naturligvis opfattet vores aktiviteter som en samlet indsats, og derfor vil vi i fremtiden kæde ovennævnte aktiviteter sammen og dermed på samme tid omfavne alle de behov, landsbybeboerne har for et bedre liv, baseret på sameksistens, ligeværd og god, langsigtet økonomi.
Ser vi tilbage, har den danske private donation befordret et offentligt dansk bidrag på omkring det 5-dobbelte. Medtager vi landsbyernes øgede andel i de nepalesiske myndigheders midler, nærmer vi os formentlig en 10-dobling.
For den danske familie ser regnestykket endnu bedre ud, idet donationen er fradragsberettiget.
Hvis du sammen med din familie eller venner vil medvirke til i en kombination af jeres og statslige midler at skabe en næsten altomfattende forbedring af levevilkårene i en fattig nepalesisk landsby, så skal I vælge en af de 9 landsbyer, hvor vi planlægger en sådan holistisk indsats.
Har det interesse, kontakt da Trianglens formand, Christian Kruse, mobil 23203232 eller mail ck@trianglen.nu.
Charlottenlund, november, 2019.
Dokumentation
I denne sektion kan du finde forskellige rapporter mv. der dokumenterer Trianglens arbejde.
1. Evaluation of Triangle Core Support from Danish Families to villages and the project Institutionalizing the Practice of Local democratic and Accountable Governance with Nepali Partner ASK. Submitted by Devaki Shrestha/Consultant (April 2018)