Salikosh ligger højt placeret på en af de frodige bakker i Bheerkot med udsigt over rismarkerne.
Mange rejser for at tjene penge
Der boede oprindeligt omtrent 60 familier i landsbyen, hvoraf 29 familier er fra Dalit kasten, der typisk har færrest midler. I dag er mange af familierne rejst fra landsbyen, så nu bor der kun omkring halvdelen tilbage. Årsagen er, at mange af de unge mænd fra landsbyen er taget enten til Mellemøsten, til en af de større byer eller søgt ind i hæren i håb om at tjene flere penge eller for at få en uddannelse. Mange af mændene ender med at blive i årevis i lande som Malaysia, Dubai, Qatar og Saudi-Arabien. Imens må kvinderne og de ældre mænd klare alt arbejdet i landsbyen (pløje, plante, høste, skære græs til dyrene, bygge huse, gøre rent, passe børn, tage sig af de ældste, etc.).
Stærk kvindegruppe
Kvinderne i Salikosh har en stærk kvindegruppe med et godt sammenhold på tværs af etniske skel. De har arbejdet sammen i mange år og sunget og danset for at samle penge sammen, som de blandt andet har brugt på at bygge en lille skolebygning.
Vejerosion er et problem for Salikosh
Der er en vej, der fører hele vejen op til landsbyen, men den er ofte ufarbar idet regnen eroderer den eller skaber jordskred. Landsbybeboerne må reparere den mange gange i løbet af året, men heldigvis kan de søge om støtte hos kommunen, som ofte bevilliger penge til genopbygning af vejen.
Hvordan er Trianglens midler blevet brugt?
Mellem 2010 og 2013 blev Trianglens donation delt mellem Salikosh og landsbyen Dumsakhola, men siden har de fået hver deres donation. I de første år brugte Salikosh donationen på sundhedsinitiativer såsom filtre til rent drikkevand i skolerne, røgfri komfurer og toiletter til de fattigste familier. Donationen er også blevet brugt på stipendier til børn fra de fattigste familier så de kunne komme i skole og til forbedringer på skolebygningen.
Salikosh har også investeret i mikrolån til indkomstskabende virksomhed til de fattigste familier i byen. Herigennem har beboerne kunne anskaffe sig kvæg, få træning i at lave taburetter de kan sælge og investere i deres landbrug.
Byens beboere mødes en gang om måneden og diskuterer hvordan de bedst bruger donationen til at øge deres indtægter. Landsbyen har oplevet et forbedret samarbejde efter de begyndte at holde disse møder.
Opdateret: 13.11.2019