Omkring 100 familier bor i byen
Ved genopbygningen af Makaibarigaun efter jordskælvet i 2015 kom flere huse til, og i dag er der omkring 100 familier i byen. Makaibarigaun lever af landbrug både til eget brug og til salg. Makai betyder majs på nepali, og de dyrker og sælger da også majs, sammen med ris, hvede, grøntsager og dyr (fx. bøfler, geder og kyllinger) i lokalområdet.
Mange grupper i Makaibarigaun
Landsbyen har to kvindegrupper, en mandegruppe og et kvindekooperativ. Derudover har de også deres Triangelkomite og en gruppe der står for det økologiske landbrugsprojekt, Trianglen støtter. Kvindegrupperne har eksisteret længe og blev startet af andre udviklings NGO’er, der var i byen for år tilbage. Grupperne virker som opsparings- og lånegrupper, hvoraf flere af dem bidrager til udviklingen i landsbyen, fx forbedring af vandkilder i byen.
Hvordan er Trianglens midler blevet brugt?
Makaibarigaun har i høj grad brugt deres støtte til fysiske forbedringer i byen. I begyndelsen blev Trianglen-midlerne brugt til bl.a. stipendier til fattige børns skolegang og til forskellige sanitetsforbedringer. Byen gennem årene også investeret i forbedringer af stier, veje og drikkevandskilder såvel som vandingssystemer til markerne. I 2015 blev nogle af midlerne brugt på at bygge et fælles mødehus for byen. Der var også råd til mere sociale formål, såsom at hjælpe handicappede i byen med deres behandling.
I dag kan byen kan søge om penge hos de lokale myndigheder til infrastrukturprojekter, og alle børn i skole, da de ligeså kan søge om stipendier fra regeringen. Derfor bruges de fleste af midlerne på mikrolån til indkomstskabende virksomhed.
Opdateret: 18.11.2019