Indbyggere og levevilkår
Landsbyen Bhurjungpola er den højest beliggende af Trianglens landsbyer i ward 4, Phaparthum, i Aandhikhola kommunen. Den ligger på en lille højderyg med udsigt over Annapurna-bjergkædens sneklædte tinder og dalen hvor floden Andhi Khola løber. Byen ligger ca. 20 km fra regionens hovedby Syangja. Der er bygget en ny vej, der er asfalteret et stykke op ad bjerget, og vejen kører lige forbi Bhurjongpola. Indbyggerne vil gerne have den asfalteret også på det sidste stykke, der går op til deres by. Landsbyen kan også nås til fods fra Syangja-by, det tager ca. en halv dag, og er en dejlig gåtur langs flodlejet, gennem marker og forbi små landsbyer.
Landsbyen består af 48 husholdninger, hvoraf de fleste er Gurung (folk med tibetansk afstamning), men der bor også nogle Dalitter (kasteløse) og Brahminer. Landbrug er den vigtigste indkomstkilde for alle i landsbyen.
Faciliteter
Der plejede at ligge en pre-primary school i Bhurjungpola (0-3 klasse), men fleste af familierne sender deres børn på en privatskole længere nede af bjerget, så den lokale skole er nu lukket. Der ligger en secondary (4-9 klasse) og en higher secondary school (10-12 klasse) 2-3 km nede ad bakken fra landsbyen. Det er langt fra alle familier der har råd til skoleuniformer, skoletasker, notesbøger og lign. Landsbyen modtager et beløb fra Pharparthum ward, som bl.a. støtter familier, der ikke har råd til skoleuniformer og skoleartikler.
Indbyggernes egne initiativer
Kvinderne i Bhurjungpola har samlet sig i en mødregruppe, som tager sig af landsbyens fælles aktiviteter. Dette indebærer hovedsageligt organisering og planlægning af Nepals utallige festivaler og helligdage. De har også bygget et lille forsamlingshus hvor der kan afholdes møder.
Hvordan er Trianglens midler blevet brugt?
Bhujongpola har fået støtte fra Trianglen siden 2016. Langt det meste af støtten er blevet brugt på rentefri mikrolån til indkomstskabende virksomhed såsom geder og fjerkræ, de kan opdrætte og sælge. En lille sum er også blevet investeret i en offentlig hvileplads, kaldet en chautari, hvor landsbyens indbyggere kan mødes eller slappe af.
Opdateret: 04.12.2019