Indbyggere og beskæftigelse
Kamere ligger i Saradi Khola dalen, to timers kørsel fra distriktets hovedkvarter, Syangja. Landsbyen er kun tilgængelig til fods, og de sidste 20 minutter er en stejl vandring op ad bjerget. Der er 60 husstande i Kamere Siranchaur, hvor over halvdelen er dalitter (kasteløse), en enkelt fra janajati og de andre kommer fra brahmin- og chhetri-kasterne.
De fleste lever af landbrug, men mange af dalit-familierne ejer ikke land og bliver nødt til at arbejde for andre. Der er også en del mennesker som arbejder i udlandet, og to familier som er flyttet permanent til USA efter at have læst der. Kamere Siranchaur har 22 statsansatte, syv af dem er skolelærere i den lokale skole, hvor 14 lærere underviser 100 elever.
Faciliteter
Kamere har en skole, hvor der går fra 1. til 10. klasse. Nogle af landsbyens børn går på kostskole i Syangja, Pokhara eller Kathmandu. Skolens børn bliver fra 4. klasse undervist på engelsk i alle fag undtagen nepalesisk.
Selv om nogle af husene kun har midlertidige toiletter, har de fleste relativt gode sanitære forhold. Dalit-samfundet lever i et område med stor vandmangel i den tørre sæson, men om sommeren når det er monsun, har alle i landsbyen adgang til vand. Dog risikerer de at vandrørene kan blive beskadiget under regnsæsonen.
Alle husstande har elektricitet og næsten alle er udstyret med røgfri ildstæder. Kamere har ikke nogen fællesbygning men råder over tre templer. To er blevet færdige for nyligt med hjælp fra staten og indsamlinger fra mødregruppen, mens det sidst er et meget gammelt tempel.
Adgang til Kamere Siranchaur er begrænset, specielt under regntiden, hvor den stejle vej til landsbyen bliver meget mudret og der er fare for jordskred. Heldigvis er regeringen ved at forbedre vejen. Det er der også et stort behov for, eftersom den lokale kvindelige sundhedsfrivillige kun har begrænsede muligheder for at hjælpe de syge, og den nærmeste sundhedsklinik ligger en times gang fra Kamere Siranchaur.
Indbyggernes egne initiativer
Landsbyen har et opsparings- og kreditskooperativ med medlemmer fra fem wards som blev grundlagt i Kamere. Der er også en miljøgruppe som gennemfører miljøbevidsthedskampagner og workshops om naturforvaltning og beskyttelsen af skovmiljøet. Tilsvarende holder ”Protected Forest” organisationen undervisning og samler skrald (og brænder det). Til sidst er der mødregruppen, som synger og danser til bryllupper for at indsamle penge til landsbyen, mens børneklubben passer de yngste børn.
Hvordan er Trianglens midler blevet brugt?
Kamere er blevet støttet siden 2017, og har siden da brugt midlerne på rentefri mikro-lån til indkomstskabende aktivitet, såsom gedeavl eller dyrkning af nye typer grøntsager.
Opdateret: 08.12.2019