Indbyggere og beskæftigelse
Der er 55 husstande i Narikot, som ligger på toppen af en bakke, kun tilgængeligt med en firehjulstrækker eller til fods. På en god dag er der udsigt over hele Dhaulagri Annapurna bjergkæden fra landsbyen, som ligger i Saradi Khola dalen. Der er en stor dalit-befolkning, mens de andre kommer fra Brahmin og Chhatri kasterne. Diskriminationen i landsbyen er mindre i dag end før i tiden.
De fleste i landsbyen er bønder, som lever af den ris, majs, hirse og grøntsager de producerer med hjælp af deres bøfler, samt den mælk de får fra deres geder. Der er mange som også ejer nogle få frugttræer, så som appelsin, papaya og bananer. Der er også nogle statsansatte i landsbyen, der arbejder som lærere, embedsmænd, i hæren eller som politibetjente. Der er også en del af de unge, der er rejst til udlandet, hvor det er lettere at f et job og tjene penge.
Landsbyen har tidligere fået hjælp af CARE Nepal, og for nogle år tilbage donerede den Britiske Velfærdsorganisation 5 millioner rupees til konstruktionen af en hængebro over Saradi Khola floden, som bl.a. forbedrer adgangen til den nærmeste busstation.
Faciliteter
De fleste børn går i skole, enten i folkeskolen (1. til 8. klasse) i nabolandsbyen som ligger 30 minutters gang op ad bjerget, eller på en anden skole som ligger 30 minutter ned ad bakken. De elever, som går i 8. til 12. klasse (higher secondary school) må gå en time til skolen.
Som de fleste andre landsbyer i området har landsbyen problemer med adgang til nok rent drikkevand i den tørre sæson, marts til april, hvor bønderne bliver nødt til at gå en time ned ad bjerget for at hente vand fra floden.
Adgang til landsbyen er også et problem, da vejene er dårlige, især i regntiden. Landsbyen har dog fået økonomisk støtte fra regeringen til at forbedre vejen. De skal også have forbedret vandforsyningen og vandingskanalerne, samt de mange stier som forbinder Narikots forskellige bosættelser.
Narikots kvindelige sundhedsfrivillige prioriterer kvinder, børn og familieplanlægningsmøder. Hun holder bevidstgørelseskampagner for gravide kvinder, instruerer om og uddeler præventionsmidler og giver råd om sundhed og kost. Hun holder også præventions- og informationsmøder på skolen og prøver at formindske forbruget af usund mad eftersom der er mange børn, som tager usunde snacks med (chips, nudler, småkager, osv.). Som sundhedsfrivillig får man 18 dags træning og hendes rolle som uddeler af vitaminer og som konsulent er yderst vigtig, idet den nærmeste sundhedsklinik ligger en times gang fra landsbyen.
Der er to templer. Det ene er en ”rigtig bygning”, mens det anede er et mødested under et smukt gammelt træ. Landsbyens forsamlingsbygning ligger ved foden af bjerget.
Indbyggernes egne initiativer
Narikot har en landbrugsgruppe, som foranstalter opsparing, træner medlemmerne og fordeler frø til bønderne. Skovgruppen laver skovbeskyttelses- og konserveringsprojekter, fordeler brænde til beboerne og planter nye træer. Narikots mødregruppe blev grundlagt for 20 år siden med understøtning af CARE Nepal, som ledte et vandprojekt som også indebar udvikling og styrkelse af kvindernes rolle. Den nuværende gruppe af mødre har samlet næsten NPR 100,000 ved at synge og danse til de lokale bryllupper, hvormed de har kunne bidrage til konstruktionen af fællesbygningen. Ungdomsgruppen arrangerer sportskampe og idrætsundervisning, og hjælper til som frivillige med at reparere veje og samle affald.
Hvordan er Trianglens midler blevet brugt?
Siden Narikot begyndte at få støtte fra Trianglen i 2017, har de investeret i indkomstskabende aktiviteter, så det er lettere for landsbyens indbyggere at klare de daglige udgifter. Det gør de ved at give rentefri mikrolån, der bliver brugt på fx at holde geder eller dyrke grøntsager.
Opdateret: 08.12.2019