Rimalsara ligger i Syangja-distriktet i Aandhikhola rural municipality, 32 km fra nærmeste større by (Putalibazaar). Det tager ca. tre timer at komme dertil i jeep derfra op ad en stejl og ujævn grusvej, der dog er under rekonstruktion. Rimalswara ligger i 1800 meters højde i et bjergrigt område, og byen har et samlet midtpunkt hvor skolen og en lille butik ligger. Det er også her, at de er ved at bygge fælleshuset, og hvor landsbyens lille tempel er placeret.
Indbyggere og levevilkår
Der bor 44 familier i landsbyen. Indbyggerne kan generelt deles op i tre grupper i henhold til levevilkår. Et fåtal er bedre stillet end resten. Størstedelen har det gennemsnitligt og omkring 10 er dårligere stillet. Når indbyggerne kan inddele landsbyens hierarki så præcist, er det fordi der ikke er så mange parametre at måle efter. Der er nemlig kun to måder at få en indtægt på; landbrug og arbejde i udlandet. De familier, der er bedre stillet end de øvrige kan producere nok afgrøder på deres jord til at forsyne sig selv ni måneder om året. De øvrige huse kan forsyne sig selv i tre til seks måneder. Resten af tiden må indbyggerne købe deres varer på markedet i Syangja-by. Omkring 25 beboere fra Rimalswara er migreret til Indien og Golfstaterne for at arbejde. Den løn de sender hjem, hvor beskeden den end må være, gør en stor forskel for familierne hjemme i landsbyen, der ikke kan leve af deres afgrøder på terrasserne på bjergsiden.
Skole og sundhed
Der ligger en ”lower secondary school” (0-8 klasse) i Rimalswara. Alle børn er tilknyttet denne skole, eller naboskolen, hvis de er over 8. klasse.
Der er ikke nogen sundhedsklinik i landsbyen, men hver måned kommer der en sundhedsarbejder ud og tilser landsbyen, giver råd og uddeler basisudstyr (smertestillende medicin, desinfektion, forbindinger etc.) Det nærmeste egentlige hospital ligger i Syangja-by, og akutte patienter kan nå at dø mange gange før man når dertil.
Byen har ikke altid adgang til rent drikkevand, hvilket byen ønsker at søge kommunen om flere penge til.
Indbyggernes egne initiativer
Kvinderne i Rimalswara har samlet sig i en mødregruppe. Gruppen tager sig af landsbyens hygiejniske forhold, rengøring, toiletter mm.
Hvordan er Trianglens midler blevet brugt?
Indtil videre er cirka halvdelen af pengene fra Trianglen blevet brugt på mikrolån til indkomstskabende aktiviteter i Rimalswara, der har fået støtte siden 2016. Den anden halvdel er blevet investeret i at bygge byens nye fælleshus, der også blev støttet af kommunen og mødregruppen i byen.
I fremtiden vil byen gerne investere mere i mikrolån til økologisk landbrug.
Opdateret: 18.11.2019