Indbyggere og beskæftigelse
Mulabari ligger højt på en bakkekam i ward 4, Wangsing, i Aandhikhola kommunen. Der er 30 km til nærmeste større by, ca. 3 timers kørsel i jeep ad ujævne bjergveje. Landsbyen ligger i 1800-1900 m. højde, og med udsigt udover bjergene, dalene og terrasserne med ris. Mulabari er en af de mere udsatte landsbyer i området, fordi deres jord er ufrugtbar og der ikke kan produceres særlig meget på deres marker. Derudover ligger landsbyen også afsides. Der er en grusvej, hvor der i teorien kan køre en jeep, men den er meget ujævn og svært fremkommelig, selv for en 4-hjulstrækker. De 43 husstande består mest af kvinder, børn og ældre mænd, da langt de fleste voksne mænd er rejst til udlandet eller byerne, hvor det er lettere at få et job og dermed forsørge deres familier. Det udgør et problem for dem, der bor I landsbyen, da der mangler hænder til at hjælpe fx med det manuelle arbejde på markerne.
Faciliteter
Drikkevand er svært tilgængeligt i vintermånederne, og landsbyboerne må gå 3-4 km af bjergstierne for at hente det. Indbyggerne har flere initiativer i gang for at forbedre forholdene i deres landsby (de har blandt andet bygget røgfrie komfurer), men de har brug for hjælp til bl.a. at kunne opsamle vand til kunstvanding, og forbedre deres muligheder for at få rent drikkevand.
Alle børnene går i skole. For de mindste børn ligger skolen mindre end 15 minutter væk, men for de ældre elever er gåturen ned til den næste landsby på 30 minutter.
I fremtiden vil indbyggerne gerne bygge en vej, der forbinder de to områder af byen med hinanden. Nu skal de nemlig gå hele vejen til hovedbyen, Wangsing Deurale, hvorfra de kan komme med et køretøj til den anden del af landsbyen, og med en ny vej ville transporten være meget hurtigere.
Der er ikke nogen sundhedsklinik i byen, den nærmeste ”Health Post” hvor der er udstyr til førstehjælp ligger 3 km væk.
Indbyggernes egne initiativer
Der er ikke på nuværende tidspunkt andre organisationer der arbejder i Mulabari, men CARE Nepal oprettede i 2007 en opsparings- og låneordning som stadigvæk kører, og der indsamles hver måned 100 rupees fra hver husstand.
Der er også en mødregruppe, som indsamler midler ved at synge og danse ved festligheder. De bruger deres midler på fx at indkøbe grej til at lave mad til hele byen under festivaler eller ceremonier.
Hvordan er Trianglens midler blevet brugt?
Trianglen har støttet Mulabari siden 2016. Det første år brugte de en del af midlerne på at påbegynde konstruktionen af et fælleshus hvor der kan holdes møder og varetages det, der er i landsbyens fællesinteresse. Huset er endnu ikke færdigbygget, og mangler bl.a. at få bygget toiletter til.
Siden da er Trianglen-midlerne blevet brugt på rentefri mikro-lån, som bliver brugt på at øge indbyggernes indtægter. Fx bliver lånene brugt på geder.
Opdateret: 08.12.2019