Landsbyen Gairigaun ligger en lille times gang ned fra bjergtoppen Nagarkot, og vejen dertil i bil er under konstruktion. Gairigaun består af ca. 120 familier. Den overvejende del af befolkningen er fra kasten Tamang – og bærer dette efternavn – hvilket betyder “bjergbonde”.
Befolkningen i Gairigaun lever helt overvejende af landbrug og i mindre grad af håndværk og handel. Der produceres et mindre overskud af grøntsager og andre afgrøder, som sælges dels til opkøbere, dels på markedet i Bhaktapur omkring 30 km. borte.
Gairigaun har ikke selv et lokalt sundhedscenter. Derfor bruger man sundhedscentre i andre landsbyer tæt på. Sundhedscentrene stiller basal sundhedsrådgivning og -behandling til rådighed via paramedicinsk uddannet sundhedspersonale. Indbyggerne i byen ønsker fortsat mere hjælp og oplysning på sundhedsområdet.
Hvordan er Trianglens midler blevet brugt?
Donationerne fra Trianglen er brugt til finansiering af skolegang for børn af ubemidlede forældre. Midlerne er også blevet investeret i toiletter, og alle familier i Gairigaun har et toilet nu. Byen har dog ikke altid adgang til rent drikkevand, et problem der blev forværret efter jordskælvet i 2015. Rent drikkevand er stadig et problem selvom en del af Trianglen-midlerne er blevet investeret her.
Indbyggerne kan også på skift tage mikrolån for Trianglen-midlerne. De bruges til indkomstskabende virksomhed, såsom landbrug og opdræt af husdyr.
Opdateret: 14.11.2019