Hvis du kan lide børn så skal du besøge Kamere Siranchaurs skole, hvor 100 elever fra 1. til 10. klasse vil komme strømende ud fra alle klasselokaler for at tage imod dig! Landsbyen ligger på siden af et bjerg i Saradi Khola dalen, to timers kørsel fra Syangja i firehjulstrækker. Fordi det er monsun tiden er det svært af mødes med de lokale, som alle har travlt på markerne med at plante ris og høste majs. Der var dog alligevel 10 kvinder og 8 mænd, som tog sig tid til at holde en pause fra regnen og snakke med os.
Geografiske detaljer
Kamere Siranchaur ligger i Saradi Khola dalen, en to timers kørsel fra distriktets hovedkvarter, Syangja. Landsbyen er kun tilgængelig til fods, og de sidste 20 minutter er en stejl vandring op ad bjerget ad små stier. Landsbyen er ward 3 af Wangsing Deurallis Village Development Committee (VDC) og er en af de mindre landsbyer i VDCen.
Befolking
Der er 59 husstande i Kamere Siranchaur, 36 er Dalit, 1 Janajati og de andre kommer fra Brahmin og Chhetri kasterne. Der bor 162 kvinder, 131 mænd og 177 børn i landsbyen. Det er almindligt blandt Dalit familierne at have mange børn, både fordi der er en mangel på præventionsviden men også fordi de har brug for flere hænder til at hjælpe til. Der bor 14 enker og 10 handicappede i ward 3, som næsten får ingen støtte af staten.
Uddannelse
Der er omkring 10 analfabeter i Kamere Siranchaur, og grundet finansielle vanskeligheder er der desværre også nogle børn som ikke bliver uddannede. Der ligger en folkeskole i landsbyen og ellers går børnene på kostskole i Syangja, Pokhara eller Kathmandu. De børn vi mødte bliver fra 4. klasse undervist på engelsk i alle fag undtagen Nepalesisk og venter på, at den nye skolebygning endeligt bliver færdig, så de ikke skal side i de gamle lokaler med huler i gulvet og et utæt tag.
Indkomst og beskæftigelse
De fleste lever af landbrug, men de producerer ikke nok til at have en overskudshøst de kan sælge af. Der er et stort antal Dalit familier, som ikke ejer land og som bliver nød til at arbejde for andre i landsbyen eller i en anden VDC. Der er ti mennesker som arbejder i udlandet, og to familier som er flyttet permanent til US efter at have læst der. Kamere Siranchaur har 22 statsansatte, syv af dem som er skolelærere i den lokale skole, hvor 14 lærere underviser 100 elever.
Faciliteter
Selv om nogle af husene kun har midlertidige toiletter, har de fleste relativt gode sanitære forhold. Dalit samfundet lever i et område med stort vandmangel i den tørre sæson, men om sommeren når det er monsun, har alle i landsbyen adgang til vand (det er dog få af dem som koger eller filtrere vandet før brug). Alle husstande har elektricitet og næsten alle er udstyret med røgfri ildstæder, som anbefalet af VDCen. Kamere Siranchaur har ikke nogen fællesbygning men ejer dog 3 templer. To er blevet færdige for nyligt med hjælp fra staten og indsamlinger fra mødregruppen, mens det sidst er et meget gammelt tempel.
Adgang
Adgang til Kamere Siranchaur er begrænset, specielt under regntiden, hvor den stejle vej til landsbyen bliver meget mudrede og der er fare for jordskred. For at komme til det nærmeste marked, skal landsbyfolkene gå en time ned at bjerget for at komme med den lokale bus. Heldigvis er regeringen ved at forbedre vejen. Det er der også et stort behov for, eftersom den lokale kvindelige sundhedsfrivillige kun har begrænsede mulighed for at hjælpe de syge og den nærmeste sundhedsklinik ligger en times gang fra Kamere Siranchaur.
Grupper
Landsbyen har en opsparings- og kreditskooperativ som, med medlemmer fra fem wards, blev grundlagt i Kamere Siranchaur. Der er også en miljøgruppe som fører miljøbevidsthedskampagner og workshops om beskyttelsen af skovmiljøet samt naturforvaltning. Tilsvarende holder ”Protected Forest” organisationen undervisning og samle skræl (og brænder det). Til sidst er der mødregruppen, som synger og danser til bryllupper for at indsamle penge til landsbyen, mens børneklubben passer de yngste børn.
Kamere Siranchaurs største behov
- Forbedre vejen for at muliggøre bedre adgang til landsbyen
- Brug for en sundhedsklinik tættere på
- Forbedret drikkevand og lettere adgang til vandingssystemer
Personlig historie
Liladhar Paudel er af Kamere Siranchaurs ældre borgere, som er 87 år gammel og hører til Brahmin kasten. Selv om han har 5 sønner, 1 datter og 10 børnebørn, bor han alene med sin 70-årige kone.
Liladhar er vokset op i landsbyen og forklarer at der plejede at bo mange flere familier, men at mange er flyttet til større byer og til udlandet i håb om bedre muligheder. Som ung bonde bar Liladhar hvert år familiens høstoverskud til landets største marked i Butwal, som var en 10 dags vandring frem og tilbage!
Overordnet set syntes Liladhar at situationen i landsbyen har forbedret sig. Vand plejede at løbe fra en kilde i skoven gennem en lille mudret kanal og der var ingen strøm i landsbyen. Liladhar har aldrig gået i skole, men hører til den generation, hvor bedstefædrene lærte deres bedstebørn den viden og de kompetencer de skulle bruge. Han forklarer at han ingen bekymringer havde som barn, men det at bo alene med sin kone og leve af sin pension på små NPR 1.000 per måned er en presset tilværelse, og at han nogen gange bliver nød til at spørge sine sønner om hjælp.
Da vi spurgte ind til hans helbred, smilede Liladhar bare og hvis man tager i betragtning at den 87-årige mand stadig går timevis om dagen for at samle græs til sin bøffel og to geder, og at han har begrænset adgang til medicin, så kan man kun bekræfte at han holder sig godt i form!
Årsrapporter
mangler / ny
