De fattige bønder på Verdens Tag “Verdens tag” – Nepal – er fortsat blandt de fattigste lande i verden. Der bor ca. 30 mio. mennesker i Nepal, som primært lever af subsistenslandbrug. Et kig fra en flyvemaskine ned på de mange bjerge gør det klart, at landbrug her er lidt af en udfordring. Bønderne får stadig sværere vilkår på grund af klimaforandringer, tørke, oversvømmelser og jord erosion. 30 procent of befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og halvdelen af alle børn er underernærede. På grund af store afstande, besværligt terræn og fattigdom har store dele af befolkningen ikke adgang til sundhedsydelser og behandling. Mange drenge og mænd migrerer til Mellemøsten og Indien for at finde arbejde. Det efterlader kvinder og børn alene med udfordringerne og det hårde liv som bønder. |
||
Piger set som mindreværdige Drenge bliver generelt favoriseret i mange af livets forhold i Nepal. Langt flere drenge end piger fortsætter deres uddannelse efter de første klassetrin, og piger bliver ofte set som en økonomisk belastning, fordi der skal betales medgift, når pigen skal giftes. Fordi piger flytter ind hos mandens familie i ægteskabet, ser pigers forældre det ofte som en unødig investering at sende piger i skole. Efter 10 års borgerkrig er Nepal ved at finde sine ben igen, og demokratiet spirer. Turisterne er begyndt at vende tilbage for at vandre i Himalaya-bjergene, men ude i landområderne venter de fattige bønder fortsat på at se økonomisk fremgang og føler, at tiden har været gået i stå i mange år. |
||
Syangja og Kavre distrikterne I Nepal fokuserer Trianglen på distriktet Syangja i den bjergrige del af det vestlige Nepal og Kavre tæt på Kathmandu. Syangja ligger en god times kørsel fra Pokhara men de fleste landsbyer kan kun nås til fods (3-5 timers gang) ad små vandrestier. På trods af nærheden til Nepals vigtige turistby er fattigdommen udbredt, ikke mindst i de landsbyer, Trianglen har udvalgt til mulig støtte. I Kavre-distriktet ligger Trianglens landsbyer i dalen nedenfor turistdestinationen Nagarkot, og her er landsbybeboerne også fattige og afskåret fra Kathmandu på grund af dårlig infrastruktur. Landsbyerne ligger 2-3 timers gang fra Nagarkot. |
||
Trianglens partnerorganisation I Nepal arbejder Trianglen sammen med den lokale organisation ASK. ASK blev som landbrugsorganisation stiftet i 1993 af en gruppe småbønder, men har gradvist udviklet sig til udover landbrug også at arbejde med løsninger på sociale problemer. ASK er fortsat særlig kendt og respekteret for sin viden og erfaring med bæredygtige og økologiske dyrkningsmetoder, men har gennem arbejdet med Trianglens landsbyer og projekter opbygget kapacitet på mange andre områder. ASK har sit hovedkvarter i Syangja med lokalkontor i Kavre. I begge distrikter har ASK et indgående kendskab til de områder og landsbyer, som støttes gennem Trianglen. |
||
Klik her for at se vores landsbyer i Nepal | Klik her for at se vores aktiviteter i Nepal |