Trianglens årsberetning 2018
Foreningens drift og organisation
På foreningens generalforsamling i juni måned blev tre nye medlemmer valgt til bestyrelsen, idet to af de tidligere bestyrelsesmedlemmer af personlige årsager havde valgt at udtræde, mens et tredje medlem ønskede en pause. Som følge af udstationering måtte et af de nyvalgte medlemmer meget hurtigt efter trække sig, hvorfor der i det forløbne år kun har været én suppleant.
Bestyrelsen konstituerede sig med genvalg af formand, næstformand, kasserer og sekretær, og med tre ordinære medlemmer samt to suppleanter
Bestyrelsen har i 2018 holdt 5 møder, som har været åbne for deltagelse af venner af foreningen. Typisk personer med væsentlig ulandserfaring, som bidrager med rådgivning og i en række tilfælde med direkte indsats i arbejdet i Nepal.
Administrativt har der især været sat ind for at forbedre bogføring og regnskabsprocedurer. Det blev vedtaget at ophøre samarbejdet med det hidtil anvendte eksterne regnskabsfirma og i stedet engagere foreningens kasserer som ansvarlig for den løbende bogføring og regnskabsaflæggelse.
Trianglen har i overensstemmelse med den overordnede strategi konsolideret sin indsats i de samme 41 landsbyer i 5 wards beliggende i 3 municipalities i de 2 distrikter, Syangja og Kavre.
Som det fremgår af et særskilt afsnit af beretningen har foreningen fortsat en sund, stabil økonomi med muligheder for at udvikle nye projekter, såvel ved egen som ved ekstern finansiering.
Trianglens økonomi
Også i 2018 har økonomien været sund med god likviditet og en solid egenkapital.
Som overbygning på landsbystøtten har vi siden 2015 gennemført to store CISU-finansierede projekter i Nepal, et for landsbyernes deltagelse i lokaldemokratiet og et om indførelse i økologiske, bæredygtige landbrugsmetoder. De afsluttes oktober 2019. I efteråret 2018 er der kommet et tredje til, et økologisk landbrugsprojekt i Syangja, som vil forløbe indtil slutningen af 2021. Med det medfølgende administrative bidrag betyder det, at vi også i de kommende år vil have en finansiering, der sikrer, at vi kan formidle alle landsbystøttemidlerne ubeskåret til landsbyerne, og at vi derudover kan finansiere udviklingen af Trianglens aktiviteter i øvrigt.
Vi har i 2018 yderligere effektiviseret arbejdsgangene og herunder etableret en solid bogføringspraksis samt et godt samarbejde med foreningens nye revisionsfirma, BDO.
Medlemmer og bidragydere
Ved udgangen af 2018 havde Trianglen 320 medlemmer og 112 bidragydere. Til sammenligning havde vi ved udgangen af 2017 312 medlemmer og 107 bidragydere.
For at få skattefradraget for indbetalinger til Trianglen kræver myndigheder at vi har mindst 300 medlemmer og 100 bidragydere med årligt bidrag på mindst 200 kr.
Vi opfyldte i 2018 kun myndighedskravene med en meget beskeden margin, selv om var en anelse bedre end sidste år.
Bestyrelsen opfordrer derfor landsbystøtterne til de landsbyer, som kun har få medlemmer om at sende nogle flere navne på medlemmer til bestyrelsens sekretær, Jens Christian Jacobsen, og til at betale medlemskontingentet på 30 kr. pr. medlem. Vi opfordrer også medlemmerne til at yde et bidrag på minimum 200 eller til at skaffe yderligere bidragsydere.
Grunden til, at bestyrelsen lægger så stor vægt på antallet af medlemmer og bidragsydere er, at hvis myndighedskravene ikke er opfyldt, kan medlemmerne ikke få skattefradrag for deres indbetalinger, og vi vil have meget svært ved at opnå finansiering fra CISU til komplementerende projekter.
Nepal
Landsbyprogrammet
Trianglen arbejdede i 2018 i 41 landsbyer, hvoraf 38 var støttet af danske familier og grupper, mens de resterende 3 modtog støtte direkte fra Trianglens foreningsmidler. Landsbyerne fordeler sig med 9 i Kavre distriktet (Deupur Mandan Municipality) og 32 i Syangja distriktet, heraf 14 i Virkot og 18 i Aandikhola Municipality. I sidstnævnte har vi kun arbejdet i ca. 3 år.
Landsbystøtten er fortsat Trianglens kerneaktivitet. Som 100% medlemsfinansieret er den basis ikke kun for landsbyernes Triangel komitéer, men er også forudsætningen for, at foreningen kan modtage statslige midler til at supplere indsatsen.
I forbindelse med foreningens 10-års jubilæum og med landsbyer, som har modtaget støtte gennem næsten lige så mange år, besluttede bestyrelsen i forlængelse af diskussionerne på generalforsamlingen 2017 at gennemføre en undersøgelse af det udviklingsniveau, som de enkelte landsbyer har opnået som følge af indsatsen fra Trianglen og ASK.
Medlem og senior rådgiver, Henrik Brade Johansen, gennemførte i november undersøgelsen, idet det bemærkes, at tiden kun rakte til besøg i et mindre antal landsbyer.
Konklusionen på undersøgelsen er, at et væsentligt antal af de ”ældre” landsbyer er løftet op på et niveau, hvor formålet med indsatsen er opnået. De basale behov som vand, sanitet, røgfri komfurer, skolegang for alle, er dækket.
På baggrund af et meget effektivt mikrokreditsystem er der opbygget en væsentlig udlånskapital, der sikrer, at man i fremtiden kan fortsætte med lån til indtægtsgivende virksomhed. I tilgift til disse privatfinansierede aktiviteter er der med støtte fra CISU sket en oplæring af landsbyens beboere, der dels er medvirkende til bekæmpelse af diskrimination og korruption, dels gør landsbyen i stand til at gennemføre lokal planlægning og producere projektforslag, som samlet set får den virkning, at landsbyen modtager betydelige midler fra de statslige rammebevillinger.
Hvor mange og præcis hvilke landsbyer, der opfylder alle kriterier for at kunne stå på egne ben, vil blive undersøgt i løbet af efteråret 2019. Disse landsbyer vil derefter ikke modtage direkte økonomisk støtte, men fortsat konsultativ bistand fra ASK.
For Trianglen ligger der her en udfordring i at føre den danske familie eller støttegruppe over i en ny landsby. Håbet er, at når arbejdet stort set er gjort færdigt – hvilket er ganske sjældent i ulandssammenhæng – vil dette anspore til, at den danske støttegruppe er villig til at bidrage til udviklingen i en ny landsby.
Strategien for hvilke landsbyer, der herefter vælges, ligger ikke fast, men det vil formentlig blive landsbyer i nabo-wards, således at de allerede udlærte landsbybeboere, såsom demokrati-facilitatorer og lead farmers, kan medvirke til oplæring af nye.
Der lægges i Henrik Brades rapport ikke op til ændringer i Trianglens koncept, idet det pointeres, at sammenhængen mellem landsbystøtten og demokratiprojektet fungerer optimalt, og med indsatsen for bæredygtige, økologiske landbrugsmetoder som et værdifuldt supplement.
Det skal tilføjes, at man ved årets slutning nærmede sig 4.000 mikrolån til indtægtsgivende virksomhed, siden Trianglen og ASK indledte samarbejdet. Stort set alle forfaldne lån er tilbagebetalt.
Demokratiprojektet
En evaluering af kerneydelsen fra donorer i Danmark og lokaldemokrati projektet blev fortaget af en nepalesisk konsulent i marts 2018. Devaki Shrestha anbefalede at forlænge Lokaldemokrati projektet, idet tre valg i 2017 (til Wards, kommuner og provinsforsamling) skabte en situation, hvor ASKs arbejde blev forhindret i ca. et år, bl.a. fordi offentlige møder forud for valgene var forbudte. Den nepalesiske regering havde inden 2015 omstruktureret lokaldemokratiet, hvorefter distriktsadministrationen blev nedgraderet, og kommuner opgraderet med større budgetter. Desuden blev der oprettet 7 provinser/delstater. Omstruktureringen skulle sikre et bedre nærdemokrati, hvilket der også allerede er gode tegn på er ved at ske.
Evalueringen fandt, at Trianglens kerneydelser sammen med demokratiprojektet forbedrer indkomstgrundlaget og levevilkår, styrker det lokale demokrati, sammenhold og samarbejde på tværs af etniske grupper og kaster. Flere fra ASKs bestyrelse og tidligere medarbejdere blev valgt til Ward formænd/kvinder i 2017, hvilket kan hænge sammen med deres tilknytning til lokaldemokratiprojektet.
Demokratiprojektet blev forlænget af CISU med et år til 1. oktober 2019, med en plan om fokus på landsbykomiteerne i de 17 relativt nye landsbyer i Aandikhola Municipality i Syangja. Arbejdet gennemføres primært af 8 facilitatorer, hvoraf de fleste er gifte kvinder, som bor i lokalområdet.
For at landsbyerne kan fastholde deres kapacitet, har Hari Dhakal fra ASK med Govinda Acharya og Jakob Jespersen som konsulenter arbejdet med en demokratihåndbog, der vil være færdig i 2019. Derudover er der produceret materiale, der gør det muligt for landsbyerne selv af foretage landsbyplanlægning.
Det økologiske landbrugsprojekt i Kavre
Projektet var planlagt til at skulle afsluttes med udgangen af september måned 2018.
Projektet har haft stor succes på det landbrugstekniske område, idet ca. 225 farmere i de 9 landsbyer i det, der nu er ward 1 og 2 i Deupur Mandan Municipality, har taget de moderne økologiske dyrkningsmetoder til sig. Produktionen pr. arealenhed har vist sig at være på højde med tidligere, hvor der anvendtes betydelige mængder af kemiske gødningsstoffer og pesticider. Som følge af et mere diversificeret landbrug med flere grøntsagsafgrøder om året er der også opnået et større økonomisk udbytte.
Arbejdsindsatsen i forbindelse med den økologiske dyrkningsmetode har været betydelig højere end tidligere, men dette gælder også for ernæringssituationen og livskvaliteten generelt. Der er flere eksempler på, at folk har opgivet at rejse til de arabiske lande for at tjene penge, nu da dyrkning af jorden både giver mere mening og også er økonomisk mere lukrativ.
Hvad projektet kun delvist har kunnet levere, er adgangen til markedet, primært hoteller og restauranter i Nagarkot. Det anslås, at den øgede produktion af grøntsager for ca. halvdelens vedkommende konsumeres i hjemmet. 30% afsættes lokalt, mens kun ca. 20% når markedet i Nagarkot.
Idet et væsentligt formål med projektet er at sikre jordens dyrkningspotentiale for fremtiden, er der for så vidt ikke noget galt i det, men da der var penge tilbage på budgettet, blev CISU alligevel ansøgt om en forlængelse på et år. Hensigten hermed var at intensivere bestræbelserne for at lette markedsadgangen, gennemføre certificering af nogle af de økologiske farmere samt fortsætte samarbejdet med de 9 lead farmere.
Ansøgningen til CISU blev imødekommet, og projektet fortsætter med reduceret bemanding til oktober 2019.
Det økologiske landbrugsprojekt i Syangja
Efter afslag i 2017 blev CISU genansøgt i marts 2018, og projektet bevilget i juni med et budget på godt 3 millioner kr. fordelt over en projektperiode på 3 år, begyndende den 1. oktober 2018.
Projektet bygger på erfaringerne fra det tilsvarende projekt i Kavre, men adskiller sig på væsentlige punkter, bl.a. ved at inddrage de nyvalgte lokale politikere og deres administrationer og ved at fokusere på et bredere marked omfattende særligt turistbyen Pokhara.
Projektet dækker samtlige 27 landsbyer, hvor Trianglen er aktiv i de tre wards i Virkot og Aandikhola Municipalitity i Syangja. (Fem af landsbyerne er i Triangel sammenhæng delt op i to, idet der er tale om stor geografisk afstand)
Efter ansættelse af medarbejdere til projektet afholdtes i begyndelsen af november en ”start-up workshop” faciliteret af Peter Marinus Jensen. Siden har arbejdet resulteret dannelse af farmergrupper i samtlige landsbyer, som ved årets afslutning talte i alt 608 medlemmer.
Projektet er således kommet godt fra start.
Samarbejdet med ASK
Samarbejdet mellem Trianglen og ASK fungerer fortsat forbilledligt. ASK har implementeret samtlige Trianglens aktiviteter i Nepal.
Af samme grund er ASK blevet stigende afhængig af midlerne fra Trianglen, hvilket af flere grunde kan være uhensigtsmæssigt, hvorfor der også arbejdes på at finde andre partnere og donorer.
Situationen gav i begyndelsen af året anledning til bekymring i begge organisationer, bl.a. fordi den administrative ledelse i ASK var bundet op på en enkelt person, Hari Dhakal. Sidst på sommeren blev problemet løst ved ansættelse af en administrator på kontoret i Putali Bazaar (hovedbyen i Syangja). Med Hari, der pr. 1. oktober tiltrådte som manager for det nye økologiprojekt, som supervisor for den nye administrator.
I de perioder, hvor styringen har været mangelfuld, har Trianglens landekoordinator, Rabin Bogati, vist sig som en effektiv og ansvarsfuld kapacitet for sikring af kommunikation og koordination.
Venner af Trianglen
Trianglens folkelige forankring begrænser sig ikke til medlemmer og bidragydere. Tilknyttet foreningen har vi tre kategorier af personer, der på baggrund af sympati for foreningens virke deltager aktivt i arbejdet.
Den første gruppe er den, vi kalder for ”de unge lærere”. Det er folk i 20 års alderen, der for egen regning rejser til Nepal og i perioder fra 3 til 6 uger bidrager med undervisning i engelsk, matematik og IT på en af landsbyskolerne. Tidligere har 6 hold af 2 personer undervist på skoler i Kavre, og i 2018 var 7 unge lærere, primært studenter fra Aurehøj Gymnasium, aktive på de IT udstyrede skoler i Aandikhola i Syangja.
Konceptet fungerer rigtig godt til glæde for såvel elever på skolerne og de unge lærere. Der er planer om at gøre forsøgsordningen til et tilbud med faste vilkår og økonomiske rammer for udsendelserne.
Den anden gruppe er studerende på universiteterne i Nepal og Danmark. I forbindelse med det økologiske landbrugsprojekt i Syangja er der indgået aftale med universitet i Pokhara og Københavns Universitet, LIFE, om samarbejde, idet vi giver mulighed for studier og praktik på områder, som dels indgår i den studerendes studieforløb, dels bidrager til nyttig viden for Trianglen.
Ordningen er åben for andre universiteter og institutter, og den første har da også været fra Århus universitet. Tre kandidater har meldt sig 2018, og en er for nuværende aktiv i økologiprojekterne. De studerende finansierer selv opholdet, dog sådan, at Trianglen/ASK bidrager med faglig support, oversættere, intern transport og andre praktiske foranstaltninger.
Den tredje gruppe er, hvad vi kalder for ”seniorrådgivere”. Typisk folk med et tungt CV, som i en moden alder har overskud til at bidrage med viden og erfaring. Som nævnt har tre personer været aktive i 2018, og det forventes, at der til stadighed vil blive udsendt seniorrådgivere.
Vilkårene er her, at Trianglen eller det pågældende projekt betaler for rejse, intern transport og i visse tilfælde også opholdsudgifter.
Kommunikation
Trianglen kommunikerer direkte med medlemmerne gennem rapporterne fra landsbyerne. Derudover inviteres medlemmer og bidragydere til deltagelse i årets generalforsamling.
Idet rapporteringen fra landsbyerne er meget arbejdskrævende, er det besluttet kun at udsende rapport én gang om året mod tidligere hver 6. måned.
Kommunikationen sker i øvrigt gennem hjemmesiden og e-mail nyhedsbreve. Vi må konstatere, at denne kommunikation ikke har fungeret tilfredsstillende i 2018. Der har kun været udsendt et enkelt nyhedsbrev, og hjemmesiden lever fortsat ikke op til de krav, man i dag må stille.
For foreningen ligger der en stor udfordring i at forbedre denne situation, og herigennem dels gøre foreningen kendt og interessant for eksterne parter, dels skabe en større forståelse og følelse af engagement medlemmer og bidragydere imellem.
Det fremtidige arbejde
En væsentlig opgave for 2019 og 20 vil være transformationen af landsbyer fra at være fuldt støttede til kun at modtage konsultativ bistand, samt etablering af støtte og bistand til nye landsbyer. Det er fortsat, som nævnt i strategien, ikke tanken at ændre væsentligt på antallet af landsbyer.
Evaluering, afslutning og afrapportering af de to forlængede projekter vil være en anden meget stor opgave, som vil involvere både lederne i ASK og medlemmer af Trianglens bestyrelse.
For ASK vil det store landbrugsprojekt i Syangja rumme store udfordringer, men formentlig ikke belaste Trianglen voldsomt.
Hvad nye projekter og ansøgninger angår, har der gennem 2018 været tale om fire idéer.
Eet projekt omhandler endnu et økologisk landbrugsprojekt i Kavre i ward 3, der støder op til ward 1 og 2, hvor det hidtidige projekt har foregået. Vi har med den økologiske og dermed bæredygtige tankegang ramt en nerve hos nepaleserne, og borgmesteren i Deupur Mandan Municipality, som omfatter de tre wards og også Nagarkot, efterspørger meget en udbredelse af de økologiske metoder. Idéen bag projektet er at engagere de 9 lead farmere, der er oplært gennem det nuværende projekt, til at bringe deres viden videre med hver især at have ansvaret for en af de 9 landsbyer i ward 3.
Borgmesteren har desuden anmodet om, at man fra Trianglen/ASK hjælper med at opbygge planlægning af forskellige sektorer i kommunen. Problemer med turisme, landbrug og arealanvendelse tårner sig op, og i den meget nye administration har man ikke folk med indsigt i planlægning. Det har vi i Danmark, og det overvejes at indkalde en seniorrådgiver til at opbygge kompetence og inddrage befolkningen i planlægningen.
En ny metode til udbredelse af det økologiske landbrugskoncept har ligeledes været diskuteret. Initiativet er kommet fra en skole, som godt nok ikke ligger i hverken Kavre eller Syangja, men midt imellem i Gorkha distriktet. Her har man et stort landbrugsareal, som man med hjælp fra Trianglen/ASK ønsker at dyrke økologisk som led i undervisningen af eleverne og som demonstration for deres forældre. Det overvejes som led i projektet i Syangja at bistå på konsulentbasis, idet projektet betragtes som pilotprojekt med vide perspektiver for en effektiv og økonomisk acceptabel udbredelse af de bæredygtige metoder.
Endelig er der forskellige idéer om udbredelse af IT-laboratorierne til flere skoler.
På den hjemlige front er det fortsat hensigten at arbejde med forbedring og løbende opdatering af hjemmesiden. Hjemmesiden er, efter at der er kommet fuld kontrol over bogføring og regnskab, absolut foreningens ømmeste punkt. Bestyrelsen har truffet utallige beslutninger om driften, men vi må tilstå, at de kun i mindre omfang har båret frugt.
Tilsvarende har antallet af nyhedsbreve været langt under lavmålet, og i det hele taget ligger der en væsentlig udfordring i at skabe en forening, der i langt højere grad knytter medlemmerne til sig og giver dem en opfattelse af at være med i noget betydningsfuldt.
Afsluttende bemærkninger
Igen i år skal der lyde en tak til alle, der med landsbystøtte, enkeltbidrag eller arbejdskraft har bidraget til, at Trianglen fortsat er en særdeles velfungerende forening, som i Nepal har sat væsentlige og varige spor.
Charlottenlund, den 7. april 2019