Puroni er den første Trianglen landsby, man kommer til i Iyolwa Subcounty. Den ligger ca. 20 km fra Tororo By. Her bor 370 mennesker. De er alle bønder, og jorden er frugtbar, så kommer der regn nok, kan de fleste brødføre sig selv og deres familier. Det vil sige, at alle får to måltider om dagen. Her dyrkes majs, kassava, hirse, bønner, jordnødder, søde kartofler og noget ris på de våde områder mod sumpen i vest.
Landsbykomiteen mener ikke, der er store forskelle i velstand, men siger samtidig, at 3/4 af indbyggerne er yderst fattige.
Puroni er den første Trianglen landsby, man kommer til i Iyolwa Subcounty. Den ligger ca. 20 km fra Tororo By. Her bor 370 mennesker. De er alle bønder, og jorden er frugtbar, så kommer der regn nok, kan de fleste brødføre sig selv og deres familier. Det vil sige, at alle får to måltider om dagen. Her dyrkes majs, kassava, hirse, bønner, jordnødder, søde kartofler og noget ris på de våde områder mod sumpen i vest.
Landsbykomiteen mener ikke, der er store forskelle i velstand, men siger samtidig, at 3/4 af indbyggerne er yderst fattige.
Kriterierne for fattigdom angives som:
– ikke råd til at sende børn i skole
– ejer ingen gode landbrugsredskaber
– ejer kun et lille stykke land
– kan kun magte at opdyrke lille del af deres land
– arbejder som daglejere for andre
– kan ikke klare problemer i hverdagen: fx. et sygt barn (transport til hospital)
Der er et godt samarbejde mellem mænd og kvinder i landsbyen – kvinderne mener dog, at mændene ikke gør nok!
Eceres er en sympatisk og smilende kvinde, der også er formand for gruppen af hiv-positive kvinder. Hun fortæller, at her er 18 ‘åbne’ hiv-positive kvinder, men mange er ikke testet, så mange flere er formentlig smittede. Især de hiv-positive enker har problemer med at dyrke jorden på grund af træthed. Ganske vist får de nu bragt den livsforlængende ARV-medicin ud til landsbyen, så de ikke længere skal helt ind til hospitalet i Tororo for at hente pillerne én gang om måneden. Medicinen kræver dog gode måltider, ellers risikerer man svimmelhed, kvalme og maveproblemer. I kvindegruppen støtter de hinanden, når nogen bliver syge. Deres største bekymring er og bliver dog deres børn. Dels tør de ikke få hiv-testet børnene af angst for resultatet, og dels kan de ikke klare at betale skoleuniformer etc.
Hiv-kvindegruppen laver sange og dramaer om aids, som de fremfører i kirker og på markedspladser i området.
Men også andre i landsbyen har problemer. Flere og flere unge vælger landbruget fra, men da der ikke er mange andre jobs i lokalsamfundet, tager de til Kampala for at søge lykken – hvor de let ender ‘på gaden’.
En stor forandring er dog, at el-nettet nu er blevet ført de 8 km fra den store East-West Highway op til landsbyerne i Yiolwa. Det skete i oktober 2012. Det giver håb for nye jobmuligheder, men kræver også færdigheder og startkapital!
Ingen af landsbyernes familier har dog fået elektricitet.
Landsbybeboerne håber på, at de måske i fællesskab får råd til at skaffe overrislingspumper til markerne i tørtiden. Det vil øge deres avlsudbytte betragteligt.
“We young women and men of Uganda are marching along the path of education, singing and dancing with joy together, uniting for a better Uganda.”
Sådan lyder det på hver eneste skole i Uganda hver morgen ved morgensamlingen.
Selv om mange voksne er analfabeter, er uganderne meget fokuseret på uddannelse som vejen ud af fattigdom. I Puroni er der desværre ingen folkeskole. Børnene skal gå mere end 2,5 km til den nærmeste skole. Her er dog en privat overbygningsskole, som de nærmeste 5-6 landsbyer benytter sig af. Her er 249 elever, 162 drenge og 87 piger.
At her er færre piger, skyldes, at det først og fremmest er pigerne, der må blive hjemme, når nogen i familien er syge – eller hvis forældrene er døde, må pigerne tage sig af de mindre søskende. En anden årsag er, at en del piger dropper ud af skolen som 14-16-årige, enten fordi de bliver gravide, eller fordi det er grænseoverskridende for dem at anvende de (ret uhygiejniske) fælles toiletter på skolen, når de får menstruation. Desuden er der en del piger, der giftes væk, når de 16-18 år.
Faktisk er der også en del drenge, der ikke får lov at fortsætte i skolen, fordi de dagen igennem skal jage fuglene væk fra rismarkerne.
Overbygningsskolen – Helping Hands Secondary School – er startet for at støtte de fattige unge, der ellers skulle mere end 10 km væk for at fortsætte skolen efter 7. klasse. Undervisningsgebyret er meget lavt – 200 kr. om året – hvilket ikke alle elever endda har råd til. Og dog er det svært at få sig selv til at smide eleverne ud, når de ikke betaler. De lave indtægter betyder, at skolen kører dårligt. Lærerne får ikke altid deres løn, de er ikke motiverede, og skolen mangler faglokaler og det simpleste udstyr.
De nye el-kabler hænger nærmest hen over skolen, og kunne skolen blive tilsluttet, ville det give mulighed for IT, indkøb af kemi- og biologiudstyr, samt at eleverne fik mulighed for at sidde på skolen om aftenen og læse lektier.
Forbedringer på skolen står dog ikke øverst på landsbybeboernes ønskeliste. Der er andre ting, der trænger sig på. Alligevel er det Trianglens mening, at en opgradering af skolen ville hjælpe hele lokalområdet. Det drejer sig om el-tilslutning, reparation af brønden i nærheden, bygning af gode toiletter – separate for piger og drenge, bygning af faglokaler med udstyr, et bibliotek mv.
Disse tiltag må dog komme, hvis vi kan skaffe særlige midler hertil.
Sundhedstilstanden i landsbyen er ikke den bedste. Her er to beskyttede kilder med rent vand, og kun ca. 80% af hjemmene har et ‘pit latrine’. Der er mange malariamyg i området på grund af det nærliggende sumpområde.
Her er ingen sundhedsklinik (den nærmeste ligger 4 km væk), men dog et ‘apotek’, hvor man kan købe en panodil eller to.
I Puroni er de fleste katolikker, men kirken ligger et stykke væk i en anden landsby.
I dag er der ingen internationale NGO’er i området. Igennem nogle år har det kristne amerikanske World Vision dog bygget to skoler i nærliggende landsbyer, samt huse til et antal hiv-positive enker. Desuden har de støttet med skolepenge til de fattigste og til børn med ‘lederskabsevner’.
Puronis ønsker
For at løfte befolkningen ud af fattigdom, er vi nødt til at øge produktionen af landbrugsvarer, siger komiteen. Vi er også nødt til at skaffe de unge noget indkomst, så de ikke forlader landsbyen… i hvert fald ikke i så stort antal.
Andre ønsker er:
– En produktionsskole, hvor både piger og drenge kunne lære et håndværk. Her er brug for både elektrikere, smede, bagere, mekanikere, frisører og kokke
– Indkomstskabende aktiviteter for de unge
– ‘Small businesses’
– Grise, geder, madlavning
– De unge kunne samles i et kooperativ, der opdrættede høns. Både til æglægning og til slagtning
– Imprægnerede myggenet til de beboere, der bor nærmest sumpområdet.
Nu, hvor der er kommet strøm til området, er ønskerne blevet udvidede.
– En fælles el-drevet majsmølle ville give både nemmere og billigere maling af afgrøder samt indtjening ved andres brug af møllen. Ville også give job til et par unge mænd.
Puroni har en selvbevidst og veltalende landsbykomité. De er også ambitiøse. Det er dyre ønsker, som Trianglen ikke umiddelbart kan indfri, men her er nok at arbejde med i fremtiden!
