Ligner mere et landbrugsområde end en forstad
Fra den brede sti gennem Kasoli B ser man dårligt byggede huse og meget grønt. Det ligner mere et landbrugsområde end en ‘forstad’ til Tororo By. En bil kan klemme sig igennem på stien og husker man at lukke vinduet, undgår man buskenes grene inde i bilen. I solskin ser her dejligt og fredeligt ud – i regntiden med søle og mudrede stier og i gråvejr opdager man fattigdommen og lediggangen.
Her bor ca. 500 voksne fra 5-6 forskellige stammer og et stort antal børn. Kirken i landsbyen er for Born Again – De Genfødte. Elektricitet er ført frem til landsbyen, men kun få familier har el i huset.
Folk dyrker gøntsager på deres jordlodder, og kun få har jobs, fx som cykeltaxi-chauffører eller arbejdsmænd. En del kvinder brygger den lokale øl.
Den nye skole
Kasoli B har en folkeskole, og for to år siden lykkedes det for Hands of Hope – en lokale organisation – at få bygget en længe ventet overbygningsskole (8. kl til 3.g). Helping Hands Secondary School hedder den.
Det er en skole for de fattige i Kasoli A, B og C, og skolepengene er langt lavere end på de offentlige overbygningsskoler. Det er dog heller ikke overdådige forhold, eleverne tilbydes på skolen. Men de har et sted, hvor de kan dygtiggøre sig, og skolen er anerkendt af myndighederne og følger de normale læseplaner.
Skolen består af én bygning med fire klasseværelser med lergulv, men elevtallet stiger og stiger, så her er brug for flere klasseværelser.
Her er heller ikke lærerværelse, kontor, bibliotek, toiletter eller køkken. Det må man tænke sig til. Det er ikke altid, der er løn til lærerne, så Phibby Awere, lederen af Hands of Hope, må være kreativ for at fundraise til skolens drift.
Da skolen blev indviet, donerede Trianglen 15.000 kr. til skolepulte. Den seneste melding fra Kasoli B gør det klart, at støbning af cementgulve i klasseværelserne er det mest presserende lige nu. Termitter er ved at æde skolepultene, fordiElever i skolen de står direkte på jorden.
Kasoli B er stolt af den nye skole og ønsker at udbygge og forbedre denne til gavn for børn og unges uddannelse.
Farvestrålende skoleuniformer
Som det ses af billederne er farven på skoleuniformen noget ‘hidsig’. Skoleinspektøren forklarer, at neongrønne skjorter gør, at alle i området genkender disse elever. Hvis nogen ses på markedspladsen eller andre steder i skoletiden, skælder folk dem ud og sender dem tilbage på skolen.