Halvdelen af familerne “kasteløse”
I landsbyen Reepa er over halvdelen af de 54 familier “kasteløse” og fattigdommen er udbredt. Dalitterne (de kasteløse) bor i lerklinede hytter uden adgang til rent drikkevand. Fattigdommen ses tydeligt på især børnenes tøj, som er hullet og beskidt.
Reepa har en lille skole, hvor børn fra første til tredje klasse bliver undervist. Efter tredje klasse har børnene over to timers besværlig gang til den nærmeste folkeskole.
Beboernes egen låne- og sparegruppe
Beboerne har opstartet en låne- og sparegruppe, hvor medlemmer kan spare penge op og tage små lån. Men med de små opsparede midler bliver lånene tilsvarende meget små.
Kvinderne i Reepa har dannet en kvindeklub, men har ikke udført mange projekter endnu på grund af pengemangel. Kvinderne ønsker blandt andet at købe store pander og gryder, så de kan lave mad til mange mennesker under de store festivaler. Desuden ønsker kvinderne at bygge toiletter, opdrætte geder og høns samt dyrke flere grøntsager.
Ungdomsklub
Reepa har også en ungdomsklub som ønsker at bygge en rigtig vej, så der kan komme biler til landsbyen. Det ville mindske isolationen og gøre det lettere for beboerne at transportere deres varer til markedet. Desuden drømmer ungdomsklubben om en volleyballbane med rigtigt net og bolde. Kvinde- og ungdomsklubben ønsker at bygge et mødehus i fællesskab.
Der er ikke adgang til sikkert drikkevand i Reepa og beboerne ønsker sig bedre vandforsyning, hvilket både vil forbedre hygiejnen, spare børnene for lange vandringer efter vand og forbedre sundhedstilstanden i landsbyen.
Dorte Just har tidligere støttet Reepa og var på besøg i efteråret 2010. Her er Dortes rejsebrev:
“I september måned rejste jeg til Reepa fuld af forventning. Regntiden var stadig ikke slut, men det betød blot, at der var lidt mere vand i floderne. Det var ikke svært at vade over de to arme af den samme flod og videre et par timer op ad bjerget. Landsbyen ligger i omkring 2000 m højde, meget smukt.
Heldigvis var der ikke den helt overdrevne modtagelseskomite, som jeg før har oplevet i nepalesiske landsbyer, hvor man, når der kommer udlændinge selvfølgelig, forventer hjælp.
Jeg rejste sammen med nepaleser, Indira, som skulle oversætte, samtidig har hun meget erfaring i udviklingsarbejde. Vi var indstillet på at blive i Reepa et stykke tid og blev indlogeret hos en gurung familie, som boede centralt, som havde en lille shop og derfor var besøgt af de fleste af landsbyboerne. Desværre fremstiller de også raksi, den lokale brændevin. Det er et helt andet problem, som vi tager op ved en senere lejlighed.
Jeg var der i min egenskab af at støtte landsbyen gennem Trianglen. Vi havde som mål, at få folk til at vælge en komite, der med tiden skal have lært nogle kompetencer for at kunne ”lede” landsbyen. De skal have lært, hvordan indsamling af ønsker/tanker fra landsbyboerne, kan foregå, og hvordan de får formidlet resultater den anden vej. Heldigvis har Indira erfaring i at formidle, så den undervisning er gået i gang.
For mig at se er den store udfordring i Reepa at få alle kaster til at arbejde sammen. Jeg tror på, at det vil lykkes. En anden vigtig udfordring er at få forbedret vilkårene både for produktion af afgrøder for de jordbesiddende, og for dyrehold for de jordløse, så vi kan bevare en form for ligevægt.
På længere sigt, vil det være et mål, at få folk til at arbejde i fællesskab. Det kan lade sig gøre i dag, når det drejer sig om udbedring af skolen, bygning af mødelokale, den fælles vej, sundhed osv.
Min næste tur til Reepa vil være i marts. På det tidspunkt vil vi arrangere et kursus for lærere. I første omgang lærere, der underviser i engelsk. Alle fra Trianglens landsbyer i Syangja, vil få tilbuddet.
Jeg har erfaring med et lignende kursus i et andet distrikt, og det var en stor succes. De ønsker et opfølgende kursus også i marts. Jeg har fundet en meget dygtig nepalesisk lærer, der gerne tager jobbet igen begge steder”.
Årsrapporter
NP_10_Anual_Report_2016_July_to_2017_April_-Final.pdf
