Afskåret fra omverdenen
Sathikuriyagaun kan nås fra Nagarkot ad en grusvej med jeep eller motorcykel. Alligevel er de omkring 350 indbyggere her på mange måder afskåret fra omverdenen, og lever af det, de smalle terrasserede jordlodder kan frembringe.
Som i de fleste andre landsbyer er sikker vandforsyning og adgang til toilet højt prioriteret, men her er der også et klart udtalt ønske om at lære mere produktive landbrugsmetoder, der gør det muligt at producere til salg, og ikke blot til eget forbrug.
Sathikuriyagaun ligger nær Nagarkot, ca. 50 km fra hovedstaden Kathmandu – ca. 1 1/2 time i bil. Fra Nagarkot går der en ujævn lervej – bedst farbar for jeep og motorcykel – til nær Sathikuriyagaun, men det sidste stykke må tilbagelægges ad en fodsti, ca. et kvarter. Landskabet er meget bakket.
Overvægt af kvinder
I Sathikuriyagaun er der 55 husstande, med en lille overvægt af kvinder.
Alle i landsbyen ernærer sig ved landbrug. Man dyrker til eget forbrug, ris, majs boghvede, hvede, kartofler og grøntsager, som supleres med mælk fra bøfler og geder, æg og – ved særlige lejligheder – kød fra kyllinger og geder.
Jorden er knap, og kalorieindtaget ligger i de fleste familier under fattigdomsgrænsen. Kun ganske få kan læse og skrive.
Landsbyens børn er fordelt på tre skoler (primary and secondary), hvor kun den ene ligger i landsbyen, de to andre i andre landsbyer i en halv times gåafstand. endnu ikke i skole.
Diaré er hyppigt forekommende
Vandforsyningen kommer fra åbne kilder og vandløb, som ofte er forurenede. Diaré, især blandt børnene, er hyppigt forekommende, og et stort ønske er derfor en sikker vandforsyning og adgang til toilet.
Vandtilførslen er forbundet til højereliggende kilder i bjergene; der er ingen rensning, ingen filtre og man koger ikke vandet. Vandledningerne er i en dårlig forfatning, så utætheder må ofte repareres. De fleste huse har kun elektricitet fra andre landsbyer, der er ingen direkte forbindelse til et elværk, så elforsyningen er højst upålidelig.
Ingen sundhedsklnik
Der er ingen sundhedsklinik i landsbyen og der er ingen uddannede læger.
Patienter med slemme sår, høj feber eller brækkede lemmer må til Nagarkot, Bhaktapur eller Kathmandu for at få behandling, og penge til medicin må i reglen lånes.
Mindre alvorlige lidelser må enten klares ved at forholde sig i ro eller med hjælp fra den traditionelle medicin-mand (kaldet en Baidya), hvis færdigheder bygger på erfaring. En baidya har derfor ofte en del år på bagen og benytter naturmedicin og lægeurter. Pengemangel gør ofte baidya’en til eneste mulighed.
Da vejene er meget dårlige, må akut syge bæres i en doko (en bamboo-kurv på ryggen af en bærer) til et punkt, hvor en ambulance kan komme frem.
I landbyen findes et hindu-tempel, Seti Devi Mandir, indviet til gudinden Devi.
Der er ingen andre udviklingsorganisationer i området, men nogle kvindegrupper er aktive; de samler kvinderne, styrker deres selvbevidsthed og fremmer landsbyvelfærden.
Årsrapporter
NP59_-_Anual_Report_2016_July_to_2017_May_-Final.pdf